Dronningen på rokadetur
Margrethe nåede ikke at få skiene spændt på ved sin årlige skiferie i Norge, men nåede dog at være med ved kong Haralds fødselsdag, før det igen blev nødvendigt at tage hjem på grund af regeringsrokaden.
Margrethe nåede ikke at få skiene spændt på ved sin årlige skiferie i Norge, men nåede dog at være med ved kong Haralds fødselsdag, før det igen blev nødvendigt at tage hjem på grund af regeringsrokaden.
Dronningen var dog forberedt. Hun vidste mandag, da hun efter den ordinære audiens ved frokosttid tog afsted til Norge, at der ville blive en regeringsrokade.
Margrethe valgte alligevel at tage det ordinære fly til Oslo, fordi hun længe forinden havde sagt ja til at deltage i kong Haralds 63 års fødselsdag.
Den blev fejret i familiens skød på Kongsseteren, fødselarens private ejendom, som er en slags nybarok trævilla nær Holmenkollen, hvor der i øjeblikket holdes verdensmesterskaber i skiskydning.
Margrethe fløj deefter fra Oslo ved ni-tiden i går morges, og var 10.30 på Amalienborg klar til at tage imod de nye ministre og sige farvel til de gamle.
Ved 12-tiden fløj Margrethe derefter igen med forsvarets fly tilbage til skiferien i Norge.
Prins Joachim var rigsforstander, da Nyrup besluttede sig for sin nye regeringskonstellation. Teknisk kunne han godt have klaret det, men det synes mor ikke, at Joachim skulle. Han var heller ikke med, da hverken de gamle eller nye ministre blev præsenteret for Dronningen.
Lige nu opholder prins Joachim sig i København, og er igen rigsforstander. Han er græsenkemand endnu et par uger, indtil prinsesse Alexandra kommer hjem fra sit langvarige vinterophold hos sin familie i Hong Kong.
Margrethe er nu taget på langrend i Gausdalen. En ferieform Margrethe har yndet gennem rigtig mange år. Prins Henrik er taget på sin årlige skiferie i Schweiz, og her løber prinsesse Benedikte i øjeblikket også på ski. Svoger og svigerinde kommer dog ikke til at kappes ned ad løjperne. De ferierer forskellige skisportssteder. Alle slutter vinterferien 6. marts.