Terroren ramte Danmark med ubønhørlig kraft, da det tidligere bandemedlem Omar El-Hussein 14.-15. januar dræbte to personer og sårede flere politibetjente, inden han selv blev skudt i Københavns gader.

Men danskerne skal ikke lade sig kyse af terrorens grimme ansigt, lyder det fra dronning Margrethe i et interview med Berlingske i anledning af sin 75 års fødselsdag.

»De skal først og fremmest vide, vi ikke er bange. De ønsker at skræmme os, men vi skal ikke lade os skræmme. Det er væsentligt. Det, der med et gammeldags udtryk hedder, at man skal ikke lade sig kyse, er vigtigt - og jeg tror, at det ligger godt for danskerne ikke at lade sig kyse,« fastslår dronning Margrethe i interviewet.

Hun mener, at modsvaret til terroren er at stå fast på centrale frihedsrettigheder, som Danmark bygger på, herunder ytringsfriheden, som gør det muligt at tale, skrive og udtrykke sin mening frit.

»Jeg ved, at der er nogen, som siger, at vi skal passe på, og vi skal selvfølgelig tænke os om, men vi skal sandelig også sige tingene, som vi synes, de skal være. Vi må ikke gå og trykke med det og holde det tilbage. Hvis man holder ting tilbage, bliver de værre,« siger Dronningen.

Hun roser samtidig danskerne for at have reageret med besindighed på terrorangrebet.

»Det kom ikke bag på mig, at folk tog det besindigt, for så meget kendskab har jeg til mine medborgere. Jeg har tillid til, hvordan de tager tingene, især når det er de rigtig store ting. Små ting kan vi hidse os op over. Det gør ikke så meget. Det væsentlige er, at vi holder hovedet koldt, når de store ting sker,« siger hun til Berlingske.

Dronning Margrethe erkender, at hun inden for de senere år har fået en mere nuanceret holdning til, hvordan man bedst får flygtninge integreret i samfundet.

I nytårstalen fra 1984 formanede hun sine landsmænd om at afholde sig fra »dumsmarte bemærkninger« om de nytilkomne. Dronningen understreger, at vi skal behandle fremmede ordentligt, men at de fremmede også skal respektere nogle basale spilleregler.

»Vi vil gerne give plads, men de er kommet til vores samfund, og de kan derfor ikke forvente, at deres gamle samfundsmodel bare kan videreføres her i landet. De skal kunne gå i moske, når de gerne vil - det skulle bare mangle! - men når de begynder at gøre ting, som ikke stemmer overens med det store mønster i det danske samfund, må de indse, at den går ikke,« siger Dronningen i interviewet i Berlingske.

Kommer man til Danmark, må man også affinde sig med »det mentale klima«, lyder det fra Dronningen.

»Man må finde sig i, at temperaturen er, som den er her i landet, og at det blæser til alle årets tider, hvad det ikke gør mange andre steder i verden. Det er en en præmis for at bo i Danmark. Man må også tage andre sider med som en præmis. Det gælder vores retssystem og vores fornemmelse for ret og vrang. Det mentale klima, der hersker i Danmark fra gammel tid, er også en side af klimaet, ligesom vind og vejr,« siger hun.