Mange tak til Majestæten. Det, arrangørerne har brugt millioner af kroner på, gør hun bare meget bedre!

Hendes spjæt af forskrækkelse, da toget hylede afgang fra Hovedbanegården. Hendes flyvespring, da det ankom til Peberholmen og hun praktiserede sin velkendte snublen på trinet - men reddede sig. Hendes kloge, sjove tale...tilsammen den virkelige virkelighed, det man som TV-seer kunne forholde sig til.

Med sin festlige parabol-hat var hun bare dronning til tiden...sammenlign lige med den "hundekirkegård", den svenske dronning havde på hovedet!

Mens ingenting skete og TV-speakerne trådte vande fik vi, før frestforestillingen at vide, at betonen er tæt og broen en usædvanlig stiv konstruktion. Det samme viste forestillingen sig at være.

"Forestillingen om en bro" er -ifølge instruktøren, Mikael Fock - skabt specielt med henblik på TV. Det var ikke til at få øje på på skærmen. Fock har på forhånd talt begejstret om "nye udtryksformer, der kan give en forståelse af tilværelsens større sammenhænge". Det, jeg fik forståelse af, var at publikum havde klædt sig mægtig fornuftigt og vindtæt på: i trættende mange sekvenser var det nemlig publikum bagfra, der fyldte det mest af skærmen.

Börje Ahlstedt er en vidunderlig svensk skuespiller og skal ikke ha' stukket i (sølv)næsen, at han som Tycho Brahe var idømt at gå rundt og sige "Himmel ock pandkaka!" Både han og vor danske børnestjerne, Noah Lynnerup, klarede sig fint i en tung/tåbelig snak, der lod Tycho Brahe genopstå fra de døde for at svinge sin sekstant og komme med forbløffede spørgsmål. Helt slemt blev det, da vi gik fra astrologien til mytologien. Susanne Elmark og Roger Pontare dukkede op som, Gefion og Kong Gylfe - hun i stiv paryk og bølgende stoffer, han i træ-kviste og blik-metal. Først ang de skvulpende Tra-la-la-la sange, så dukkede en flok stiliserede tyre op og kørte et par rustne omgange med støtte-hjul.

Heldigvis forsvandt sagn-figurerne med deres glimmer og mikroports og vor egen drønlevende og nutidige dronning tog ordet og rystede hele denne omgang præfabrikeret "begivenhed" fri fra den beton-tunge symbolik. Margrethe talte kort og smukt - som et digt. Og hendes fætter, den svenske Konge, supplerede med en meget personlig tale om den ny faste forbindelse mellem kongefamilierne...han glæder sig til at køre på familiebesøg i Danmark i bil!

Showet kørte derefter igen Tycho Brahe og lille Mads på scenen - i en omgang hjernespind - "Hallo er der liv derude?". På storskærmen talte en moderne astronom - og projektet gik i selvsving. Vi hørte en filosofisk norsk forfatter og til sidst - total klamt - FN's generalsekretær, der messede om broen som den, der kan stande krige og få os alle til at blive bedre mennesker. Tjek lige med bosnierne og serberne!

Dette øredøvende bro-bævl afløstes af slut-runden: break-dance for brobisser. Jeg er sikker på, at denne omgang Stomp har været vildt fornøjelige - måske især for deltagerne. At se det i glimt på TV var ikke sjovt.

Vi er alle "øresundere" - som svenskerkongen kalder os. Og vi skal såmænd nok blive øresundere og sundere. Altså bare ikke af åbningsshowet. "Forestillingen om en bro" er et eksempel på det, som forfatteren Salman Rushdie i sin nye roman "Jorden under hendes fødder" kalder "hændelses-televisering"...altså hele denne vor tids tendens til, at virkeligheden ikke har nok at byde på og at historien skal "umiddelbarificeres" for at ha' samtids-interesse.

"Forestillingen om en bro" instruktør: Mikael Fock. Sendt på begge TV-kanaler i går.