Et amerikansk droneangreb dræbte i weekenden et højststående al-Qaeda-medlem, som kæmpede sammen med oprørerne i Somalia, oplyser den somaliske regering ifølge Associated Press.
Den dræbte er Bilal al-Berjawi, som var af libanesisk oprindelse. Droneflyet affyrede angiveligt tre missiler mod al-Berjawis bil, da den befandt sig i udkanten af Somalias hovedstad, Mogadishu.
Ifølge en meddelelse fra terrororganisationen Al-Shabab var al-Berjawi både libanesisk og britisk statsborger. Han voksede angiveligt op i det vestlige London og kæmpede i Afghanistan, inden han tog til Somalia i 2006. Den britiske regering sagde dog søndag, at Bilal al-Berjawi bestemt ikke var britisk statsborger, selv om den endnu ikke har kunnet bekræfte, om han har tilbragt tid i Storbritannien.
BNB