"Jeg har troet på det i lang tid, men efter de to nederlag til Magdeburg og Essen er der kommet tvivl i mit sind," siger Lars Christiansen i minutterne efter, at han og holdkammeraterne har forsvaret førstepladsen med en 33-27 sejr over Gummersbach.

"Sidste år førte vi med fem point og forspildte det hele. Vi havde samme føring, da holdene gik ind i det nye årtusinde, men nu er forspringet til Lemgo og Nordhorn kun to point. Og af de 12 tilbageværende kampe er de otte i fremmede haller.

Det ved vi alle, hvor svært det er. Kiel har samtidig et lettere program end os," siger Lars Christiansen om mesterholdet, der er tre point efter holdet fra Fördehalle.

Flensborg skal både til Nordhorn, Kiel og Grosswallstadt og har Lemgo hjemme. Søren Haagen er anderledes optimistisk:

"Hvis vi får vores skadede folk friske igen, tror jeg nok, vi skal holde førstepladsen. Det vil være skuffende at kikse for andet år i træk," siger landsholdsmålmanden.

Lars Christiansen er klar til landsholds-turneringen i Norge, mens forsigtige Søren Haagen lige skal have klubbens officielle tilladelse. Til gengæld skal landstræner Torben Winther ikke vente at se Morten Bjerre og Christian Hjermind, selv om de begge var på banen i aftes trods skader.

Bjerre nettede to gange, mens Hjermind scorede et enkelt mål. Til gengæld hentede Lars Christiansen masser af selvtillid før søndagens møde med GOG. 10 gange nettede den elegante venstre fløj - de fem på straffekast. Og så spillede han ikke en gang en af sine bedste kampe.

Ian Marko Fog tilkæmpede sig to straffekast til Gummersbach, men fem minutter efter pausen blev han pillet ud og kom ikke på banen mere.

Grosswallstadt dummede sig ved at føre med fem mål over Essen, da der manglede otte minutter og så alligevel kun at spille 27-27.

"Vi tabte fuldstændigt hovedet," siger fem-målsskytten Claus Jacob Jensen.

Joachim Boldsen, der først og fremmest gjorde fyldest i forsvaret, nettede to gange. Bayer Dormagen med Rene Hamann-Boeriths vandt for anden kamp i træk - 25-20 over Frankfurt.

"Vi var bagud med tre ved pausen, så anden halvleg var helt forrygende," siger Hamann-Boeriths, der kun spillede i angrebet de første fem minutter, men så fik et slemt slag på håndledet og derefter kun var med i forsvaret.

Flensburg/Handewitt-VfL Gummersbach 33-27 (15-13)