Amerikanske Joseph ”Joe” Henry kan i år fejre 25-års pladejubilæum. Men desværre har omverdenen aldrig rigtigt fået øjnene op for hans sangskrivertalent, der overskygges af hans meritter som producer (han stod blandt meget andet bag Solomon Burkes Oscar-vindende ’Don’t Give Up on Me’).

Sideløbende med solokarrieren, har Henrys producerfingre gavnet alle fra Aimee Mann til Elvis Costello, over veteraner som Mose Allison, Rodney Crowell og Bettye LaVette, sidste år fyldte han 50, og nu udsender han sit 12. album i kølvandet på 2009’s fortrinlige ’Blood from Stars’.

’Reverie’ hedder det, og det gør op med den sprutromantiske tone, der dominerede forgængeren. I stedet har den gode Joe skabt en organisk sensommerplade, der egner sig bedre til en eftermiddag på verandaen end til en aften på baren.

Mellem sangene summer insekter, naboen råber noget uforståeligt, eller også hyler og gør en hund – vi er helt hjemme i baghaven hos Henry, der stadig synger som en krydsning af Van Morrison, Randy Newman og en mere sober udgave af Tom Waits.

Diskret og afdæmpet

Bag pianoet eller guitaren agerer Henry som sædvanlig kapelmester, og stilskiftet er åbenlyst allerede fra søvnige ’Heaven’s Escape’, som åbner dette meget harmoniske og drømmende udspil på fornem vis. Men desværre er sangene ikke ligeså stærke og markante som sidst.

Gudskelov er her ikke tale om en retræte til den alt for fortællende og for lidt musikalske stil fra svage ’Civilians’ (2007), nej, Joe vil noget med sangene, men han er mere diskret denne gang. Kun blues’ede ’Sticks & Stones’ og ’Grand Street’ gynger, sitrer og syder for alvor.

Dette helt afdæmpede udtryk klæder imidlertid amerikaneren fortrinligt i guitarballader som ’Room at Arles’ og ’Dark Tears’ – der lyder som Ry Cooder, når han er stærkest – og dunkle ’Tomorrow Is October’, hvori Marc Ribot byder ind med himmelsk akustisk guitarspil.

Smelter selv den hårdeste lytter

De 14 sange strækker sig sammenlagt over 62 minutter, og Henry kunne med fordel have skåret et par stykker væk, for undervejs kaster de stærkeste skæringer store skygger over de mindre solide.

Navnlig klaverbaserede ’Strung’ spiller sig med Henrys bastante tangenttampen helt ind under huden, mens den insisterende og euforiske melodi i direkte bjergtagende ’Unspeakable’ simpelthen må smelte selv den hårdeste og kyniske lytter.

Den stemningsfulde genistreg ’Deathbed Version’ løftes af Ribots guitarspil, men sammenlignet med ’Blood from Stars’, så er og bliver ’Reverie’ altså lidt for ensformig; der er simpelthen for få skelsættende stunder, hvilket er en skam, når nu Henry ellers leverer endnu en håndfuld perler.

Alt dette sagt, så er dette alligevel et af årets stærkere singer/songwriter-udspil, Joe Henry forbliver en af de sørgeligst oversete sangskrivere, selvom han nemt tårner over mange af sine kollegaer i denne svære og fortærskede kategori.


TRACKLISTE
1. Heaven’s Escape
2. Odetta
3. After the War
4. Sticks & Stones
5. Grand Street
6. Dark Tears
7. Strung
8. Tomorrow Is October
9. Piano Furnace
10. Deathbed Version
11. Room at Arles
12. Eyes Out for You
13. Unspeakable
14. The World and All I Know