Tiden går - og den går hurtigt. Om senest to-et-halvt år skal Brøndby være danske mestre. Men er det overhovedet realistisk? BT tager temperaturen på de blå-gule mesterskabsambitioner.

Søndag aften kunne Brøndby måle sig med det, der lige nu kun kan kaldes det bedste, dansk fodbold har at byde på. Det var ganske vist et decimeret FC Midtjylland-hold, der gæstede den københavnske vestegn, men det var ikke desto mindre de danske mestre, der havde kørt bussen over både Lille- og Storebælt.

FC Midtjylland er i dag præcis dér, hvor Brøndby gerne vil være. På toppen af tabellen og med en friskpudset DM-pokal stående hjemme i skabet. Ifølge de blå-gules egen plan og ambition – ’Vision 2017’ – skal Brøndby senest i sommeren 2018 stå netop her. Her skal de vinde mesterskabet.

Ellers har de ikke opfyldt den målsætning, der blev sat da klubejer Jan Bech Andersen for alvor slog døren ind på Brøndby Stadion for fjorten måneder siden.

Men hvor står Brøndby målt op imod, hvor en mesterklub skal være? Hvor langt er der op til FC Midtjylland, der netop nu er Danmarks bedste klub og holdet, der skal vippes af pinden?

BT har set på de syv parametre, der bestemmer, om en klub er en realistisk mesterskabsbejler eller en fantast med lidt for store drømme.

På en skala fra et til seks , hvor de seks repræsenterer en klub, der skal og bør vinde mesterskabet, vurderes Brøndby og klubbens muligheder for at imødekomme ambitionen og målet om et mesterskab senest i sæsonen 2017/18.

Organisation – 3/6
Der er blevet og bliver fortsat skiftet rasende meget ud i kulisserne i Brøndby. Direktør-stolen på Brøndby Stadion er varmere end en kop friskbrygget kaffe, og det kan ikke andet end skabe usikkerhed i en organisation, hvor sparekniven har været i brug. Der sidder kompetente mennesker i bestyrelsen, men de har ikke nødvendigvis leveret den gennemslagskraft, man kunne forvente. Bag det hele sidder manden, der kan beskrives som klubejer – bestyrelsesformand Jan Bech Andersen (foto). Han er manden bag visionerne og ikke mindst den skikkelse, der med sin pengepung har muligheden for at speede mesterskabsprocessen op. Men vil han gøre det? Bech Andersens tålmodighed rækker næppe evigt.  Han er derfor også manden, der kan trække tæppet væk under alle drømmene om guld og grønne skove.

Opbakning – 5/6
Brøndby er Danmarks mest populære fodboldklub. Selv i Jylland er ingen klub større end mandskabet fra den københavnske vestegn. Og netop opbakningen er måske klubbens største plus på vejen mod et mesterskab. Både den fra tilskuere og fans, men også den fra lokalområde, sponsorer og andre med et blødende Brøndby-hjerte og en tegnedreng med penge i. Miljøet rundt omkring klubben giver alle muligheder for en ny storhedstid, og begynder Brøndby at vinde kampe, vil der også komme flere folk på stadion, end de godt 11.000, der søndag aften så dem besejre et danske mesterhold. Flere tilskuere er lig med bedre økonomi – og bedre økonomi er lig med større muligheder for at forbedre holdet. Det er ’den gode cirkel’. Der findes masser af mennesker i hele Danmark, der har Brøndby under huden. Det skal bare bringes frem i lyset.

Økonomi - 4/6
I søndagens udgave af BT beskrev sportsdirektør Troels Bech (foto) Brøndby som en sælgende klub. Det er de fleste danske klubber ganske vist, men Brøndby var så sent som i sommer nødt til at sælge spillere for ikke at generere et alt for uoverskueligt overskud. Vestegnsklubben har på ingen måde samme økonomi som FCK, og heller ikke FC Midtjylland kan de hamle op med. Slet ikke med tanke på midtjydernes øjeblikkelige guldgraveri i Europa League. Brøndby er afhængige af, at ’sugardaddy’ Jan Bech Andersen spytter penge i kassen, men rigmandens trang til at gøre netop det er på retur.  Det kan derfor blive mere end svært for Brøndby at komme op i samme økonomiske liga som de to mandskaber, der skal vippes af pinden, hvis de blå/gule skal være i stand til at drømme om mesterskaber.



Spillestil  - 2/6
Thomas Frank (th.) kom til Brøndby med en klokkeklar plan om at spille besnærende, boldbesiddende og dynamisk fodbold. Men er det sådan de blå-gule spiller i dag? Svaret hælder mest mod et nej. Af forskellige årsager har cheftræneren ofte set sig nødsaget til at spille mere fysisk og ind imellem også med lange bolde. Spillet på banen spiller dermed ikke overens med spil-filosofien, og det er et problem. Også på længere sigt. De klubber, der opnår succes, er ofte dem med en klokkeklar spil-filosofi. I hvert fald, hvis der er tale om mandskaber, der på papiret ikke nødvendigvis har de bedste spillere i forhold til konkurrenterne. Men Brøndby har ikke nok spillere, der er dygtige nok til at mestre den måde, Thomas Frank gerne vil spille på. Derfor spiller han anderledes. Det er et kæmpemæssigt minus.

Spillertrup – 4/6
Det er ikke Superligaens bedste eller næstbedste trup, Thomas Frank råder over, og der er et stykke op til det antal klassespillere, som FC København og FC Midtjylland råder over. Derfor vil det også tage mere end to-tre transfervinduer, før Brøndby - mand for mand - potentielt har en trup, der kan spille med om guldet. Men hvis Troels Bech og Thomas Frank kan finde frem til en sum af spillere, der sammen fungerer bedre og får tiden til at spille sammen, kan Brøndby ramme en sæson som AaB i 2013/14 og FC Nordsjælland i 2011/12. Lige nu er drengene fra Vestegnen en håndfuld topspillere fra FCK og lidt færre fra FCM, men hvis spillere som Phiri, Nørgaard og Hjulsager lever op til potentialet, nærmer man sig. Og så kræver det altså en dygtig hånd på transfermarkedet også.

Talentmasse – 3/6
Der er skudt adskillige millioner i Brøndby Masterclass, og herfra må man også forvente, at der kan dukke et par spillere op, som i hvert fald kan medvirke til, at bredden på holdet bliver styrket. Hvis vi kigger bort fra allerede etablerede, men stadig talentfulde spillere som Lebogang Phiri, Andrew Hjulsager (th.) og Christian Nørgaard, har Brøndby også især Rezan Corlu på vej. Desværre for ham og klubben blev han ramt af en slem korsbåndsskade, der holder ham ude indtil sommeren 2016. Det næste gode kuld fra Brøndby Masterclass kommer først omkring U17, hvor man er godt repræsenteret på ungdomslandsholdet og også er blandt de dygtigste hold i den landsdækkende liga. Men man vinder ikke mesterskaber om et par år med nuværende U17-spillere.

Sportslig ledelse – 3/6
Det er aldeles kompetente fodboldhjerner, der sidder på Troels Bech, Thomas Frank (foto) og Albert Capellas. Herfra bliver der tænkt fodbold. På den helt analytiske og ungdommeligt glade facon. Det er naturligvis et plus. Men det rummer også en bagside. Thomas Frank er fortsat en urutineret cheftræner. Han har haft to år og Danmarks næstdyreste trup til sin rådighed. Men har han flyttet holdet og resultaterne nok med de realiteter in mente? Nej, det har han nok ikke. Også Troels Bech er urutineret. Ikke som træner, hvor han har prøvet noget nær det hele, men i jobbet som sportsdirektør. Det er fortsat alt for tidligt at dømme Bech i hans nye funktion, men fraværet af rutine udi købmandskabets kunst trækker ikke op.