Allerede fra helt små er piger bedre til at omgås hinanden. I hvert fald viser en ny undersøgelse, at det ikke bare er i skolen, drenge har problemer, men også i børnehaven, hvor de trives dårligere end pigerne. Det skriver Politiken, som har taget afsæt i undersøgelsen ’Kvalitet i dagtilbuddet - set med børnenes øjne’.

- Undersøgelsen viser, at pigerne generelt trives bedre i børnehaven end drengene. De bliver oftere trøstet, de kan bedre lide at gå i børnehave, og de får mindre skældud af de voksne, siger professor Lars Qvortrup fra Aalborg Universitet, der er hovedforfatter til undersøgelsen, til Politiken.

HVAD KAN MAN GØRE VED, AT BØRNEHAVEN ER INDRETTET PÅ PIGERNES PRÆMISSER? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN.  

Børnene selv har for første gang fået lov til at svare for sig, og det har et spørgeskema med sure og glade smileyer hjulpet med.

De skulle svare på spørgsmål som: Kan du lide at gå i børnehaven? Kan du lide de voksne i børnehaven?

Med 3.000 børnesvar fra 140 dagtilbud over hele landet står det klart, at de fleste børn har det godt og kan lide at være i børnehave. Der er dog en markant forskel på drengene og pigerne. 10 procent af børnehavepigerne er ikke glade for at skulle passes af pædagoger dagligt, mens det samme gælder for 20 procent af drengene. I snit er det to drenge på hver stue, der ikke trives i børnehaven.

Svar fra de voksne pædagoger om børnenes adfærd lægger sig tæt op af børnenes. De mener, at 7,3 procent af drengene aldrig eller sjældent udviser hensigtsmæssig social adfærd. Hos pigerne ligger det tal på 2,6 procent. Ifølge pædagogerne er drengene mere »udadreagerende« i forhold til pigerne. Oftere får de »raserianfald«, er »rastløse eller hele tiden i bevægelse«, og langt oftere er de skyld i at »forstyrre de aktiviteter, der foregår«. Pigerne er omvendt »bedre til at formulere deres ønsker verbalt«, til at »lege med sproget« og til at »rime på egen hånd«, mener pædagogerne.

Hvad kan man gøre ved, at børnehaven er indrettet på pigernes præmisser? Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T. onsdag.