Favoritterne Usain Bolt og Justin Gatlin er kvalfiiceret til VM-finalen på mændenes 100 meter, men for førstnævnte så det længe svært ud i semifinalen.

Kvalifikationen til årets VM-finale i mændenes 100 meter-løb blev mere end normalt spændende for sprintfænomenet Usain Bolt.

Jamaicaneren skulle løbe sig blandt de to første i sit heat ved atletik-VM i Beijing, men efter 20 meter så det ud til at blive en uhyre svær opgave.

Bolt snublede nemlig efter ganske få meter og så ud til at være lige ved at vælte. Efter nogle meter genvandt den dobbelte OL-vinder i disciplinen dog balancen, men lå nu langt ned i feltet og måtte slide i det for at komme frem.

Men frem det kom han.

Usain Bolt fik skruet op for det helt uimodståelig tempo, han besidder, og på målstregen krydsede han - trods stort besvær - stregen først i tiden 9,96 sekunder. Samme tid fik canadiske André De Grasse på andenpladsen, der også kunne glæde sig over en plads i VM-finalen.

I andet heat gik den anden store favorit til at vinde VM-guld, amerikanske Justin Gatlin, videre med sin landsmand Mike Rodgers, mens det i tredje heat blev en tredje amerikaner, Tyson Gay, og jamaicanske Asafa Powell, der tog finalepladserne.

Udover de seks direkte kvalificerede gik franske Jimmy Vicaut, amerikaneren Trayvon Bromell og kinesiske Bingtian Su videre til finalen med semifinalernes syvende, ottende og niende bedste tider.

Finalen løbes klokken 15.15 søndag.