Onsdag formiddag udviklede situationen ved den dansk-tyske grænse sig dramatisk, da omkring 50 flygtninge nægtede at forlade en togperron i Padborg.

Ifølge tv2.dk forsøgte politiet at fjerne flygtningene fysisk, mens grændende børn så på.

Sekretariatschef Lisa Dissing fra Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter, at der var en gruppe flygtninge, som nægtede at forlade perronen.

»Der kommer hele tiden nye tog ind, så det var simpelthen for farligt at have dem siddende der. Derfor fik de at vide, at de skulle flytte sig. Det gjorde langt de fleste, men der var også en lille gruppe, der nægtede at flytte sig. De fik meget bestemt at vide, at de skulle gå væk, så nu har de flyttet sig til et andet sted på stationen,« siger hun.

Den største gruppe flygtninge er i busser på vej til et indkvarteringssted, mens politiet stadig arbejder med den lille gruppe tilbage på stationen.

»Dem er vi i dialog med. Vi bruger tolke til at forklare dem, at de ikke kan blive siddende og forsøger at overtale dem til at lade sig indkvartere,« siger Lisa Dissing.

En gruppe flygtninge begyndte onsdag formiddag at gå ad E45 motorvejen, og derfor spærrede politiet vejen i begge retninger.

»Der er stadig folk på motorvejen, men der er også en del, som har givet op. Vi forsøger at forklare de tilbageværende, at det ikke er hensigtsmæssigt at gå på motorvejen,« siger Lisa Dissing fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

I Rødbyhavn forsøger Sydsjællands Politi at finde op til 30 flygtninge, der er stukket af fra et tilbageholdt tog.