En fyret spionchef er på korstog med CIA og Mossad mod sin egen præsident – angiveligt på baggrund af et terrorangreb orkestreret af ayatollaherne i Iran.

Da særanklager Alberto Nisman mandag for fjorten dage siden blev fundet død i en blodpøl på sit badeværelse, lignede det selvmord. En lånt revolver på gulvet og et skudhul ved øret.

Men Nisman havde netop beskyldt Argentinas præsident Cristina Fernández de Kirchner for at forsøge at dække over Irans rolle ved terrorbomben mod det argentinsk-jødiske kulturcenter i Buenos Aires i 1994, hvor 85 blev dræbt. Nisman var sikker på Irans skyld.

Efter 10 år som efterforsker af sagen mente Nisman, at kunne bevise, at præsident Cristina Fernández var ’i pagt med terrorister’. Men så døde han dramatisk. Kun få troede på selvmord, i hvert fald ikke frivilligt selvmord.

Nismans dokumentation har vist sig mangelfuld for at sige det mildt. Men rapporten har efterretningstjenestens aftryk over det hele. Nisman var pot og pande med efterretningschef Jaime Stiuso, som blev fyret i december 2014. Og Stiuso, ja, han havde en høne at plukke med præsidenten. Brugte han Nisman?

Spionchef på hævntogt

Stiuso har arbejdet i Argentinas efterretningsverden i over 40 år – han var kun 18, da han i 1972 blev rekrutteret.

Offentligheden i Argentina kender ikke Jaime Stiuso, og der findes så vidt vides kun et gammelt og dårligt foto af manden, som i dag er 61 år.

I årtier skaffede Stiuso skiftende præsidenter hemmeligheder om deres politiske fjender, men i dag er der vendt op og ned på det hele. Stiuso forsøger at bringe Argentinas præsident Cristina Fernández de Kirchner og hendes regering i knæ. I det spil var den døde særanklager, Alberto Nisman en afgørende brik. Og derfor er Nismans død mere mystisk, end de fleste bryder sig om.

Jaime Stiuso er den edderkop, som kun ganske få kender, og som alle frygter. Også selv om han reelt blev fyret af den argentinske præsident sidste år.

Men Stiuso fandt sig ikke i afskedigelsen. Han har mægtige venner hos CIA i USA og Mossad i Israel. Han kan slå igen – og det gør han.

Fokus på præstestyret i Iran

Alberto Nisman var ledende efterforsker af det bombeattentat, som i 1994 jævnede det argentinsk israelske kulturcenter, AMIA med jorden. 85 mistede livet og tæt på 300 blev såret. De skyldige er aldrig fundet, men Nisman – selv argentinsk jøde – var overbevist om, at præstestyret i Iran stod bag.

Det samme er efterretningstjenesterne i USA og Israel. Og Jaime Stiuso. Han og Nisman var nært forbundne. Så nært, at en stor del af de 40 mennesker, som arbejder i Nismans kontor, er udpeget af Stiuso.

Efterforskningen fokuserede på Iran, og Nisman holdt trofast USAs ambassade opdateret om sit arbejde. Ja, Nisman ændrede ligefrem sin efterforskning på opfordring fra USAs diplomater.

I krig mod sin egen præsident

Nisman var sandsynligvis ikke nogen særlig dygtig eller selvstændig særanklager. I hvert fald slæbte hans efterforskning sig afsted.

Først da præsident Cristina Fernández i 2013 besluttede at gå i dialog med Iran om at finde de skyldige bag terrorbomben, kom der skub i Nisman. Det var forræderi. Spionchef Jaime Stiuso var mindst lige så oprørt.

Snart begyndte Stiuso og andre agenter direkte at modarbejde deres egen præsident. Oppositionspolitikere og oppositionsmedier blev fodret med skyts til brug mod Cristina Fernández.

Derfra var det åben krig mellem efterretningstjenesten SI og præsidentkontoret. Cristina Fernández satte trumf på, da hun her lige før jul fjernede hovederne i SI og blandt dem Jaime Stiuso.

Så gik det stærkt. Stiuso gav særanklager Nisman over 900 cd’er med aflyttede telefonsamtaler, som blev en hjørnesten i Nismans anklage. Alligevel findes der ingen udskrift af aflytningerne i Nismans efterladte materiale.

Alberto Nismans rapport har i bedste fald vist sig svagt funderet på spekulationer, presseklip og aflytninger af tvivlsom værdi.

Men han mente åbenbart, at det hastede, så han gik direkte i kødet på præsidenten i en række arrangerede tv-interview. Nu var der var ingen vej tilbage. Nisman skulle fremlægge sine beviser i kongressen. Men så var det, at han døde få timer forinden under mystiske omstændigheder af et skud i hovedet.

Diego Lagomarisino, som lånte Nisman den lille revolver, han blev skudt med, var den sidste, som så Nisman i live, og han var angiveligt it-sagkyndig i Nismans afdeling. Men den tidligere sikkerhedschef i Buenos Aires’ lufthavn, Marcelo Sain, siger, at Lagomarisino klart er agent eller spion og forbundet til forbundspolitiets specialenhed, Halcón.

Sikkerhedschefen hævder, at Nisman ikke engang turde stole på sine sikkerhedsvagter. Det var Jaime Stiuso, som havde advaret mod dem og opfordret Nisman til at få fat i et skydevåben. Men var Lagomarisino så ven, ansat eller agent, da han lånte Nisman sit våben?

Og hvorfor kunne 10 sikkerhedsfolk fra forbundspolitiet ikke finde ud af at passe på særanklager Nisman? De brød i dén grad forskrifterne på dagen for Nismans død, at tre nu er fyret.

Så, var det selvmord, var det mord begået af efterretningsfolk eller politiagenter, eller blev Nisman tvunget til det. ’Selvmyrdet’ så at sige.

Præsidenten angriber spionerne

Præsident Cristina Fernández peger på spionverdenen.

’De udnyttede Nisman i live, og nu har de brug for ham død’.

Og hvad med den unge journalist, Damián Pachter, som længe før alle andre fra en kilde hørte, at Nisman lå i en blodpøl i sit badeværelse uden at trække vejret. Hvem var kilden, og hvorfor er journalisten flygtet til Israel over hals og hoved. Han frygter for sit liv, siger han. Hans kilde var i hvert fald god, så måske har han ret.

I erkendelse af, at opgøret bliver svært med den mørke spionverden, som nu er kommet frem i lyset, har præsident Fernández valgt at satse hele butikken. Nu vil hun opløse den eksisterende efterretningstjeneste SI ved lov. Oppositionen vil ikke være med.

Hvis Cristina pludselig synes, at SI skal nedlægges og erstattes af en anden tjeneste, hvorfor har hun så gjort så omfattende brug af SI i de mere end 10 år, hvor SI var loyal over for hende? Men præsidentens koalition har flertal.

Det er slet ikke ufarligt at nedlægge en efterretningstjeneste for at skabe en ny med større politisk kontrol fra kongressen. Men Argentinas SI er ude af kontrol, og selv om mange advarer om faren ved at have en masse arbejdsløse spioner og agenter rendende rundt og lave ulykker i fremtiden, så er det ifølge sagkyndige her i Argentina endnu farligere at lade dem beholde jobbet.

Og Jaime Stiuso? Han har udbedt sig beskyttelse og har fået det bevilget. Og argentinerne kender ham lige så lidt nu som før.