To mennesker blev dræbt og 12 blev såret, da en helikopter i morges styrtede efter et sammenstød med en kran på en bygning i London.
Den ene af de to døde er navngivet af politiet. Der er tale om Pete Barnes fra charterfirmaet Rotormotion. Efter en 25 år lang karriere var den dræbte ellers en af Englands mest rutinerede helikopterpiloter.
Barnes havde mere end 10.500 flyvetimer i ryggen og var højt respekteret blandt sine jævnaldrende for sin dygtighed og professionalisme, skriver The Telegraph..
Han blev brugt som pilot i adskillige film og tv-serier, blandt andet James Bond-filmen 'Die Another Day', 'Tomb Raider II' og 'Saving Private Ryan'. Barnes var desuden en afholdt pilot for engelske kendisser. En af disse, den kendte tv-vært Mike Smith tweeter:
- Pete Barnes. Luft ambulance, film, fantastisk pilot. Jeg nød vores 'teas & chats' - kaffeslabberaser. Hvil ikke i fred, men flyv på dine nye vinger.
Barnes var hyret som pilot under OL i London sidste sommer, fortæller en chef i Rotormotion til BBC. Det fremgår endnu ikke, om det var ham, der førte helikopteren, der bragte den engelske dronning ind på stadion under åbningsceremonien. I den nu berømte scene, hvor Bond i Daniel Craigs skikkelse førte Elizabeth gennem Buckingham Palace.
I 2004 blev Barnes belønnet med en pris for enestående mod og dygtighed for sin indsats i en dramatisk flod-redning i den nordøstlige del af England.