På samtlige flagstænger i den vestjyske by Ramsing er flaget i dag sat på halv. Lige nu siger hele landsbyen siger farvel til 15-årige Sabine og 12-årige Simon, der sidste søndag mistede livet i en tragisk togulykke ved Vinderup.

Der er mødt så mange gæster op ved kirken, at mange af dem har taget plads ude i regnen. De står helt stille under deres paraplyer, mens de mindes de to unge mennesker, der alt for tidligt blevet revet væk fra de mennesker, der elskede dem.

Ulykken skete den første søndag i maj, da Sabine og Simon sammen med deres far skulle krydse en jernbaneoverskæring i farens bil. Da bilen kørte ud på overskæringen, blev den ramt af et tog, som kørte med cirka 120 km/t. Da politi og redning kom til stedet, var der ikke noget at gøre. De havde alle tre mistet livet på stedet.

De to søskendes begraves uden deres fader, der var skilt fra moderen. Han stedes til hvile på et andet tidspunkt.

Den tragiske ulykke har berørt både de nærmeste og naboer i den lille by.

- Det er et stort chok for alle, og det er noget der berører folk. I et landsbysamfund som vores, så kommer man hinanden ved, og derfor er det naturligt, at folk bliver rørt, har Finn D. Andersen, der er leder af den lokale skole, tidligere fortalt til BT.

Det er stadig uklart, hvad der gik galt, da familien blev ramt af toget. Havarikommissionen arbejder stadig på at fastslå årsagen til ulykken