På førstedagen i retssagen mod den 38-årige mand, VS, der er tiltalt for med en maskinpistol at have dræbt et ægtepar, som var på gåtur i Tusindårsskoven ved Odense en aprilaften sidste år, forsøgte hans forsvarer at overbevise dommerne om, at politiet har fat i den gale mand. Det skriver bt.dk.
Politiet har undervejs i efterforskningen således haft sigtet og anholdt en anden person end den tiltalte.
- Mit forsvar i denne sag vil være bygget op omkring, at det kan være LT, der har begået dobbeltdrabet på Bjarne Johansen og Heidi Nielsen, sagde advokat Jesper Storm Thygesen ifølge bt.dk.
- Det er meget vigtigt, at man holder sig for øje, at jeg som forsvarer ikke har til opgave at bevise, at LT har begået det her dobbeltdrab. Min opgave er at henlede rettens opmærksomhed på, at det ikke er min klient, der er den skyldige, sagde forsvareren.
På den anden side kunne anklageren fremlægge både DNA-bevis og aflytninger, der belaster den tiltaltes sag. Hans halvbror er således også tiltalt i sagen - anklagemyndigheden mener, at han har medvirket til at slippe af med gerningsvåbnet, en maskinpistol af mærket Husqvarna. Og her kunne anklageren forelægge retten både aflytninger og teleoplysninger, der indikerer, at halvbroderen har haft med våbnet at gøre.
- De er fuldstændig på bar bund. De mangler den dér, siger den tiltalte halvbror til sin kæreste på en af politiets aflytninger ifølge bt.dk.
Med »den dér« mener politiet, at han henviser til drabsvåbnet, men det afviste halvbroderen i retten.
Teleoplysninger viser dog ifølge anklageren, at den drabstiltalte og hans halvbror dagen efter dobbeltdrabet havde været ved Langesø nordvest for Odense, og det var netop her, på bunden af søen, at politiet fandt drabsvåbnet.
Der er afsat i alt otte retsdage i sagen.