I Retten i Odense kommenterede den dobbelt drabstiltalte på centralt vidnes forklaring og sendte en slet skjult trussel
Et centralt vidne i sagen om dobbeltdrabet i Tusindårsskoven troede han var færdig med at besvare spørgsmål i vidneskranken ved Retten i Odense tirsdag eftermiddag - men det mente den tiltalte 38-årige Vincent Smith ikke.
Netop som retsformanden havde fået bekræftet fra anklager og forsvarerne, at de ikke havde flere spørgsmål, tog Vincent Smith pludselig ordet med en slet skjult trussel mod vidnet, som da lige havde rejst sig fra stolen for at forlade det store retslokale på 2. sal i domhuset i Odense.
Da retsformanden for en sikkerheds skyld spurgte ud i lokalet: ”Er der nogen spørgsmål?” og altså fik nej fra vicestatsadvokat Claus Guldbrand og de to forsvarere, lød det fra den anklagede:
- Det har jeg – men det kan vi jo komme tilbage til senere!
Det centrale vidne virkede tydeligt overrasket og nervøs og skyndte sig ud af lokalet. Retsformand Torben Østergreen-Johansen slog da også med det samme ned på den slet skjulte trussel fra den drabstiltalte.
- Du skal tie stille, og du skal ikke komme med nogen kommentarer til vidnerne!, lød det strengt fra retsformanden.
Sagen fortsætter med afhøringer af vidner. Under de otte retsdage skal der afhøres i alt 31.