En af de mest opsigtsvækkende retssager i nyere tid indeholder hverken fingeraftryk eller dna-spor. Til gengæld indeholder den vidneforklaringer. Masser af dem. Og de er med til at tegne hvert deres billede.

Med sit lange, mørke hår samlet i en stram hestehale gentog sygeplejersken C sit svar igen og igen, da hun første gang fortalte sin version i sagen.

»Nej, jeg har ikke gjort det.«

Det samme har hun svaret, siden hun 1. marts sidste år blev anholdt og sigtet for at have taget livet af flere af de patienter, der var indlagt på Nykøbing Falster Sygehus, mens hun havde været på arbejde.

Da hun for lidt mere end en måned siden tog plads i retten for først gang og gav svaret endnu engang, forklarede hun i stedet, at årsagen, til at hun er blevet tiltalt for blandt andet tre drab og et drabsforsøg, kan skyldes ’ondsindet sladder’ på afdelingen

Omvendt har flere af hendes tidligere kolleger efterfølgende forklaret i retten, at de i længere tid havde haft en mistanke om, at den 31-årige, mørkhårede kvinde bevidst gjorde sine patienter syge – og måske endda slog dem ihjel.

Et af hovedvidnerne, sygeplejersken PL - der er kæreste med en overlæge på akutafdelingen - har derudover forklaret, at hun så C stå bøjet hen over en ældre kvindelige patient med to sprøjter i sine hænder. Den samme kvindelige patient, som C nu er tiltalt for at have forsøgt at dræbe.

Selv har C forklaret, at hun blot tilså den ældre kvinde. Og at sprøjterne var til to andre patienter.

Det er ikke det eneste tilfælde, hvor den tiltaltes og hovedvidnets forklaringer har vist store forskelle.

Nedenfor har BT samlet fem eksempler på, hvordan den tiltalte og hovedvidnet er uenige om, hvad der skete på Nykøbing Falster Sygehus.

1. SPRØJTERNE 

Særligt er to sprøjter et af omdrejningspunkterne i sagen.

Hovedvidnet i sagen, sygeplejersken PL, har til politiet og i retten fortalt, at hun i løbet af nattevagten fra den 30. februar til 1. marts sidste år så kollegaen C stå bøjet over den 73-årige patient Maggi Rasmussen, der blandt andet lå indlagt på akutafdelingen på grund af svimmelhed og en mulig besvimelse.

Forklaringen fra C:

Da 31-årige C for halvanden måned siden for første gang fortalte sin version af sagen i Retten i Nykøbing Falster, forklarede hun, at hun ganske rigtigt havde stået inde på Maggi Rasmussens sygestue med to sprøjter.

Maggi Rasmussen havde om natten været koblet til et overvågningssystem, der skulle advare, hvis hendes puls steg for meget, og C var gået ind på hendes stue, efter hun havde hørt en alarm komme fra derfra, forklarede hun.

»Jeg havde været i medicinrummet for at hente noget antibiotika til en anden patient, DA, og noget stesolid til patienten H. Jeg blev forstyrret af en alarm inde hos Maggi,« forklarede C i retten.

H var egentlig ikke C’s patient, men da sygeplejersken PL, som hun var på nattevagt med, havde lagt sig ind for at hvile sig, havde C overtaget hendes patienter så længe, fortalte hun.

Det var af den grund, hun ude i medicinrummet havde hentet noget stesolid, efter hun havde opdaget, at H havde et krampeanfald.

C forklarede, at hun havde taget stesolid i en 2 mm sprøjte og antibiotika i en 20 mm sprøjte.

Forklaring fra PL:

PL forklarede i retten, at hun i noget tid havde haft en mistanke om, at C måske bevidst gjorde patienterne syge – og måske endda slog dem ihjel. Hun havde derfor besluttet sig for at holde tæt øje med hende under nattevagten.

Da PL fik øje på C inde på Maggi Rasmussens stue, stod den mørkhårede sygeplejerske ifølge PL med ryggen til og ’fumlede’ med noget ved patientens arm. Da C opdagede, hun ikke var alene på stuen længere, forsøgte hun ifølge vidnet at skjule to sprøjter mellem sin barm og overarm.

»Det var to 20 mm sprøjter. Og de var tomme, da jeg kom derind,« forklarede PL i retten.

2. MEDICIN TIL ANDRES PATIENTER

Patienten H, som ifølge C havde fået et krampeanfald i løbet af natten, var PL’s patient.

PL havde om natten trukket sig tilbage for at hvile sig kort, og i den periode havde C overtaget ansvaret for hendes patienter.

Men PL var vågnet igen, da patienten H ifølge C havde et krampeanfald og havde brug for stesolid.

Forklaring fra C:

I retten forklarede C, at PL blot lige var vågnet, da det skete.

»Det betyder ikke, at jeg ikke kan varetage eller kigge til de andre patienter,« sagde hun og forklarede, at det ikke var ualmindeligt, at personalet gav medicin til patienter, som en kollega havde ansvaret for, hvis der var travlhed.

”Hvis man var optaget, så var der ikke noget til hinder for, at den anden sygeplejerske kunne give noget medicin,” fortalte hun.

Forklaring fra PL:

PL forklarede i retten, at hun altid ville forhøre sig hos den sygeplejerske, som var tilknyttet en patient, før hun ville begynde at ordinere medicin til en andens patient.

Hun forklarede desuden, at: ’Hvis en patient lå og krampede og havde brug for så meget stesolid, så ville hele afdelingen vide det, og ikke mindst mig, for han var jo min patient’.

Dog forklarede hun, at hvis en patient lå og krampede, så ville man ikke først ringe til en læge, men give patienten det, der hedder forventet efterbevilling.

»Den eneste grund til, at vi kan give stesolid, er hvis de har kramper,« forklarede hun.

Hvis man gjorde det, ville man bagefter registrere det. Og hun mente ikke, at der kunne være tale om, at det var blevet glemt at blive registreret.

»Jeg ville vide det, hvis min patient krampede,« sagde hun.

3. REGISTRERING AF MEDICIN

Fra retssagens begyndelse har registrering af medicin fyldt meget. For der var ofte travlt på akutafdelingerne.

Forklaring fra C:

Den 31-årige kvinde har i retten fortalt, at vagterne nogle gange var så travle, at man ikke fik registreret den medicin, man havde givet, i registreringssystemet Opus.

»Nogle gange var der så travlt, at man ikke fik kvitteret for alt, hvad man havde givet,« sagde hun.

Det fik anklageren i sagen – Michael Boolsen – til at spørge, om der så ikke lå en latent fare for at overmedicinere patienterne, hvis man medicinerede hinandens patienter og ikke fik det registreret.

»Det normale er, at man kvitterer for den medicin, som man har givet patienterne. Men det er ikke altid, at det sker. Det er ikke smart, men det sker,« fortalte sygeplejersken.

Forklaring fra PL:

PL forklarede, at det normale ifølge hende er, at man registrerer den medicin, man henter i medicinrummet, da der alligevel er adgang til registreringssystemet derfra.

Efterhånden som man hælder medicinen op, kan man krydse af i systemet.

Er der derimod tale om en hjertestop-situation eller en anden akut situation, kan man skrive ned på et stykke papir og efterfølgende registrere det.

»Især når det kommer til de tungere medikamenter, så bliver det registreret. Der er jo ikke langt mellem, at de gør noget godt og noget skidt for patienterne,« forklarede hun i retten.

4. MEDICIN FRA LÆGERNE

Udover at C er tiltalt for tre drab og et drabsforsøg, er hun også tiltalt for at have misbrugt sin stilling og gjort sig skyldig i tyveri ved at stjæle forskellige typer medicin fra sin arbejdsplads. Herunder det kraftige sovemiddel Zopiclone og morfin.

Forklaring fra C:

I retten er det kommet frem, at C i en periode efter lillesøsterens død havde taget noget af den sovemedicin, søsteren havde fået i forbindelse med sin kræftsygdom. C forklarede, at hun havde haft svært ved at sove og haft mareridt.

Det var derfor, politiet fandt sovemidlet Zopiclone i hendes lejlighed, da hun blev anholdt.

Derudover blev der også fundet andre medikamenter hos hende, som C i retten fortalte, at en læge på sygehuset havde udskrevet til hende. Hun ønskede dog ikke at fortælle, hvilken læge der havde udskrevet den.

»Det er ikke unormalt, at læger hjælper med medicin. Hvis én havde influenza eller lignende, så udskrev lægen gerne medicin,« fortalte C.

Forklaring fra PL:

Da PL indtog vidneskranken i retten blev hun også spurgt om, hvorvidt der på sygehuset er en praksis for, at læger kan ordinere til medarbejdernes eget medicinforbrug – eksempelvis sovepiller.

»Det har jeg aldrig hørt om,« svarede hun.

5. DEFIBRILLATOR ELLER MONITOR

Tidligt om morgenen den 1. marts ringede C efter en defibrillator, som bruges til hjerteredning, da den 73-årige patient Maggi Rasmussen ifølge C havde hjertestop.

Da sygeplejersken ankom med defibrillatoren, havde Maggi Rasmussen dog stadig en puls. Først kort tid efter fik hun hjertestop. Det lykkedes lægerne at få hende genoplivet.

Forklaring fra C:

Anledningen til at bede om at få kørt en defibrillator ind på Maggi Rasmussens stue, før hjertestoppet havde indfundet sig, var ifølge C, at man med en defibrillator bedre kan overvåge og læse patientens hjerterytme.

»Når man kører sådan en høj puls, som Maggi havde, så er det bedre at bruge en defibrillator. Også hvis hun skulle køres til en anden afdeling. Man skal altid have sådan en med, hvis man kører en patient ud af stuen, hvis de er kommet ind med noget med hjertet, for at sikre patienten under transporten,« forklarede C.

Forklaring fra PL:

Maggi Rasmussens hjertestop skete ifølge PL ganske få minutter efter, at PL havde set C stå bøjet hen over hende med to sprøjter i hænderne.

Efter PL havde forladt sygestuen igen, valgte hun at gå hen til medicinrummet på afdelingen, hvor hun kunne følge med i Maggi Rasmussens tilstand på en monitor, da patienten var sat på overvågning.

»Der gik et par minutter, indtil jeg kunne se Maggis iltmætning i blodet falde. Det svarer til, at hun ikke får trukket sit vejr ordentligt ned i lunderne. Det kan for eksempel være, hvis hun har fået morfin eller stesolid,« forklarede PL i retten.

Da hun trådte ud på gangen, gik hjertestopalarmen, og C kaldte på hende fra Maggi Rasmussens stue.

»Der var vel gået et par minutter, fra jeg havde set C stå bøjet over Maggis seng,« fortalte PL.

Hun forklarede desuden, at hun ikke mente, det er lettere at aflæse hjerterytmen og et EKG på defibrillatoren frem for på en monitor.

»Jeg ville personligt foretrække overvågningen på en monitor. Det er en større skærm, og den er mere detaljeret,« sagde hun.

Mere end 70 vidner skal afgive forklaring i sagen. Der ventes at falde dom i slutningen af juni.