Januar 2018 bliver en ekstra god måned for DR's vejrvært Nina Bendixen.

For der kan hun og manden Lasse Lefevre nemlig se frem til en familieforøgelse, når parrets andet barn kommer til verden i slutningen af måneden.

Det skriver Billed-Bladet.

Parret har sammen datteren Molly, der fylder tre år om to måneder, og hun glæder sig allerede til at blive storesøster, fortæller 35-årige Nina Bendixen til Billed Bladet.

»Min datter er meget stolt og glad, og jeg håber, at det fortsætter, når der faktisk kommer en baby ud af det. Hun er meget glad for babyer, så det er jo et godt udgangspunkt, og hun snakker ikke om andet i vuggestuen.«

Nina Bendixen startede som vejrvært på DR tilbage i 2014. Forinden arbejdede hun på Fynske Mediers Radio, hvor hun er morgenradiovært. Derudover har hun læst fysik på DTU foruden sin journalistuddannelse fra Syddansk Universitet.

»Så det er nok mine formidlingsevner koblet med min naturfagsinteresse, der har åbnet døren til jobbet,« har hun tidligere fortalt i et interview til BT om sit job som vejrvært.