Ingen af de ni ægtepar, der blev gift i DR-serien 'Gift ved første blik', er blevet sammen. Alligevel sender tv-kanalen en ny sæson af det populære datingprogram fra 13. oktober.
550 danskere havde meldt sig – heraf 400 kvinder – og ud af dem har fire eksperter sammensat fire på papiret perfekte par, der altså er blevet gift uden nogensinde at have mødt hinanden.
Men hvordan kan man forsvare at lave den type kærlighedseksperiment, når ægteskaberne ikke holder?
»Vi tror jo stadig på programmet. Det er sindssygt relevant netop nu og rammer lige ned i den livsproblematik, som mange danskere står overfor. 1,6 mio. af os lever alene,og vi har en skilsmisserate på 46 procent. Det ville være fint, hvis vi var glade for det, men vi søger jo efter kærligheden som aldrig før,« fortæller Sofia Fromberg, der er redaktør på DR, til BT.
Derfor har DR også ændret lidt på konceptet.
Eksperterne, der nu tæller tre psykologer - én mere end tidligere - hvoraf én også er sexolog og en antropolog, får en mere fremtrædende rolle i programmet, så de medvirkende kan sparre med dem omkring deres ægteskab.
»De kan både ringe til og mødes med eksperterne for at få råd og vejledning i højere grad end tidligere,« forklarer Fromberg.
Samtidig får seerne mulighed for at blive klogere på dating og parforhold:
»Det nye i denne sæson er, at vi får et større indblik i, hvorfor eksperterne har matchet parrene, som de har. Hvorfor passer de sammen, og hvad er deres udfordringer? Og hvordan kan man løse dem? På den måde får seerne noget viden og nogle værktøjer, som de også kan bruge i deres parforhold – eller mangel på samme,« forklarer hun.
Den nye ekspert i 'klassen' er psykologen Thomas Markersen, der ifølge Sofia Fromberg får en lidt mere coachende rolle:
»Han er meget opmærksom på vaner og nuværende adfærdsmønstre hos deltagerne, og hvad der kan vendes til en fordel, hvis man bruger det rigtigt.« siger hun.
Første afsnit af 'Gift ved første blik' bliver sendt tirsdag 13. oktober klokken 20 på DR1.