DR-værterne Tine Gøtzsche og Ulla Essendrop er begge klar til at springe i gallakjolen og være vært på det internationale Melodi Grand Prix. Hvis de altså får tilbuddet.

Ulla Essendrop har netop været vært på 'Sport 2013', mens Tine Gøtzsche for nyligt guidede tv-seerne trygt igennem Dronningens nytårstale. Mandag eftermiddag bød de ved årets første officielle grandprix-event i Danmark hele Europa velkommen til København.

Ved ceremonien optrådte de to DR-værter som lykkens gudinder, da de stod for at udføre den lodtrækning, der skulle afgøre, hvilke lande der skal optræde i hvilken semifinale, henholdsvis den 6. og 8. maj.

Se resultatet af lodtrækningen ved at klikke dig frem i billedhjulet øverst.

Det gjorde de begge med rolige hænder, humor og smuk engelsk udtale. Derfor var det oplagt at spørge, om de mon også skal være værter ved de store tv-shows i maj.

- Prøv at gå op ad Strøget og spørg alle de piger, du møder - måske også drenge - om de vil være vært for det internationale Melodi Grand Prix. Alle vil sige ja! Den slags er ikke noget, man siger nej til. Men for mig er det et uinteressant spørgsmål. Jeg laver noget helt andet og er jo ikke et showmenneske, lød det fra Tine Gøtzsche, der ellers har været vært på op til flere grandprix-relaterede pressemøder.

Ulla Esspendrop afviste også, at hun er i spil som vært til grandprixet. Men bliver hun spurgt, er hun ikke i tvivl om sit svar.

- Jeg vil selvfølgelig ikke sige nej til sådan et job, sagde hun.

DR har endnu ikke meldt ud, hvornår der bliver snart navn på den eller de værter, der skal sige 'Good evening Europe' fra B&W-hallerne til maj. Til gengæld er det offentliggjort, at Louise Wolff og Jacob Riising skal være værter på Dansk Melodi Grand Prix i Odense 8. marts.