Bonderøven er fuld af ideer til projekter, så DR har ingen planer om at stoppe

Aldrig har så mange seere fulgt Frank Erichsen og livet på ’Kastanjegården’ som her i foråret. Bonderøven har toppet både på den ugentlige TVtop20 og på listen over, hvad seerne bedst kan lide at se.

Og det er langtfra slut med eventyrene fra det enkle liv på landet med bæredygtigt landbrug, der snart har rundet 100 programmer.

Der kommer ti nye afsnit til efteråret, røber redaktionschef Rikke Hedman, DR1.

- Frank skal i gang med det nye byggeri af hovedhuset, og det kommer til at fylde meget i næste sæson. Vi har ingen planer om at stoppe. Så længe der er en masse spændende at fortælle, der kan inspirere os til at finde ind til, hvad der er vigtigt i vores liv, bliver vi ved, siger Rikke Hedman, der har været med fra begyndelsen.

- Nej, ham slipper jeg ikke. Vi er et lille hold, der alle har været med fra premieren. Fotograf, klipper og scenografen, der står for alle tegningerne, der forbinder de forskellige klip, er de samme.

Inspirerer andre

Første serie om den unge bonderøv på den faldefærdige gård ved Ebeltoft blev sendt i 2008, og siden er han og familien, der nu tæller to børn, vadet ind i seernes hjerter.

Samtidig er ’Bonderøven’ blevet et tv-brand for DR, der har inspireret til andre programmer, som f. eks. Gintberg på kanten.

- Vi nærmer os hastigt program nr. 100, siger Rikke Hedman.

- For mig er det et bevis på, at autenticitet har sin berettigelse på tv.

’Bonderøven’ har haft stor succes i de nordiske lande, og især svenskerne er vilde med den danske landmand, der faktisk viste sig langt tilbage at være i slægt med en af Sveriges fineste adelsfamilier, da DR1 kiggede nærmere efter i programserien ’Ved du, hvem du er’.

Mere end bare søde dyr

- For mig handler ’Bonderøven’ om, at vi spørger os selv, hvorvidt vi lever det liv, vi drømmer om. Heldigvis bliver Frank ved med at have en masse projekter, der vil være sjove at følge med i, og som ikke lige handler om, at der er kommet et nyt får.

’Bonderøven’ får ikke tid til at rejse ud i de næste programmer, og hvor lidt og hvor meget familien og børnene er med, er noget, DR vurderer løbende.

- Vi finder som regel altid et leje, hvor det er fornuftigt, siger Rikke Hedman.