Greve Christian af Rosenborg var en yndet og meget velkommen gæst hos syngepigerne på Bakkens Hvile. Her troppede greven og grevinde Anne Dorte nemlig trofast og glad op hvert år, når der var premiere på Bakkens Hvile.
Greveparret frem til deres faste pladser på første række lige foran scenen, hvor der var direkte udsyn til de højtråbende og vittige syngepigers store hatte, nedringede kjoler og strømpebåndene under de lange skørter.
- Han bevarede den gamle kongelige tradition med, at man minimum besøgte syngepigerne en gang om året, som kongehuset har gjort gennem generationer. Han kom hvert eneste år til premiererne med Anne Dorte. De var tit sammen med Johnny Reimar og hans kone Anni, fortæller Dot Wessman fra Bakkens Hvile, der sammenligner greve Christians varme forhold til syngepigerne som det prinsgemalen har til bakkens syngende piger.
Sidste år måtte greve Christian, der døde i aftes 70 år gammel, dog melde afbud i sidste øjeblik. Men derfor skulle Bakkens Hvile ikke have premiere uden familien af Rosenborg var til stede.
Så selv om Christian selv meldte afbud, så mødte grevinde Anne Dorte op sammen med datteren Camilla og hendes mand, Mikael Rosanes, fortæller Dot Wessman .
Syngepigen beskriver den afdøde greve af Rosenborg som en utrolig sød og morsom mand, selv om Christian ikke var kendt for at fyre vittigheder af på stribe.
- Trods sin titel og sit liv var han en folkelig person. Og i forhold til Bakkens Hvile tog han folk ind til sig. Det gjorde han med mig ved, at jeg var hjemme hos ham privat. Men jeg vil især huske ham for, at han aldrig var bleg for at komme op på scenen og give en lille seddel i strømpebåndet. Det er jo også en gammel tradition. Og det gjorde han hver eneste gang, han var der. Og Anne Dorte sad og så smilende til, beskriver Dot Wessman.
Hun kan også afsløre, at Christian gerne udbredte kendskabet til Bakkens Hvile til sin nærmeste familie.
- Han tog også sin søster, prinsesse Elisabeth med ud til Bakkens Hvile på et tidspunkt. Hun syntes, det var skønt, og sad og kastede mønter op på scenen, husker Dot Wessman.
Der savnede familien af Rosenborg til premieren på Bakkens Hvile i år. Derfor var syngepigen næsten også klar over, at det ikke stod for godt til hos den grevelige familien.
- På trods af han var så syg, som han var og han blev faktisk tilrådet ikke at komme, så kom han alligevel til premieren i 2011. Men i år var der ingen af dem, der var til premieren. Så de var savnet, lyder det fra en trist Dot Wessman.