Chelsea har for længst påbegyndt jagten på en ny manager, efter portugisiske André Villas-Boas fik silkesnoren for knap tre uger siden .
Flere store navne nævnes i flæng, men i de seneste dage har Borussia Dortmunds succestræner Jürgen Klopp skilt sig ud som en af de varmeste kandidater.
Den 44-årige tysker har været en enorm succes i Dortmund siden ankomsten for snart fire år siden. Han har ikke bare ført utallige unge stortalenter frem i lyset, han har også vundet det tyske mesterskab - og noget tyder på, han gør det igen i år.
Dét har Chelsea-ejer Roman Abramovich lagt mærke til, men øjensynligt forgæves. Borussia Dortmund nægter nemlig at slippe Klopp.
- Chelsea bekymrer mig ikke den mindste smule, for vi har en kontrakt med Jürgen Klopp indtil udgangen af 2016, og han skal ingen steder. Det er ret simpelt. Han skal under ingen omstændigheder til Chelsea, siger Dortmund-direktør Hans-Joachim Watzke.
Dermed tyder det på, at Roman Abramovich må lede andetsteds efter en ny Chelsea-manager. Andre kandidater er Rafael Benitez, Guus Hiddink og José Mourinho.
tipsbladet.dk