Dopingsyndere findes også blandt cykelveteraner og amatører og er langt mere udbredt end hidtil antaget, skriver Politiken.

Så udbredt, at Danmarks Cykle Union (DCU) og Anti Doping Danmark nu vil rydde op i den »grotesk« idrætskultur med dopingtest. Meldingen kommer, efter at dopingsagen mod veteranrytter og tidligere medlem af DCUs bestyrelse Søren Svenningsen i går blev afsluttet med en dom på to års karantæne.

- Det går over min fatteevne, at folk for at vinde en buket blomster eller et papirdiplom bruger ulovlige midler. Det er grotesk, men det sker desværre, siger DCU-formand Tom Lund til Politiken.

DCU har fået flere henvendelser fra ældre ryttere, som melder om mærkelige resultater, siger formanden.

Søren Svenningsen-sagen er den anden dopingdom blandt motionister inden for de seneste år, selvom cykelveteraner og amatører sjældent bliver testet.

Derfor har DCU bedt Anti Doping Danmark om at øge mængden af dopingkontroller i veteranklassen. Direktør Lone Hansen mener, at der er behov for flere kontroller.

- Der er en trend i samfundet, at man er med for at brydepersonlige grænser eller vinde, ikke bare for at deltage. derfor kan vi meget vel kun have set toppen af isbjerget, siger hun til Politiken.

Dopingsagen mod den 47-årige Svenningsen blev offentligt kendt sidst i august og blev lidt af en betændt affære. For på det tidspunkt var veteranrytteren samtidig medlem af DCUs bestyrelse og formand for Holte Cykel Klub, instanser, som skal forestille at gå forrest i kampen mod doping.