Anders Eldrup imødekom kritikken og fratog Jakob Baruël Poulsen et centralt område. Alligevel indgår det to år gamle brev, som hidtil kun har cirkuleret internt i direktionen, nu som et af Dong-formand Fritz Schurs trumfkort mod Eldrup, skriver Politiken.
Havde beskåret Jakob Baruëls magt
Brevet bruges i den kommende advokatundersøgelse af sagen som et eksempel på, at Anders Eldrup havde sin direktion imod sig. Men Politikens kilder siger, at det ikke fremgår, at Anders Eldrup rent faktisk havde lyttet til sine direktører og beskåret Jakob Baruëls magt.
Det er ikke lykkedes for Politiken at få kommentarer til sagen fra medlemmer af Dongs bestyrelse. Heller ikke Fritz Schur har nogen kommentarer, før advokatredegørelsen om Eldrup-sagen er klar næste uge, siger kommunikationschef i Dong Energy, Karsten Anker Sørensen.
Advarede Eldrup
De fem koncerndirektører reagerede i 2010 over for Anders Eldrup, fordi Jakob Baruël Poulsen både var chef for en økonomisk stabsfunktion i koncernen og daglig leder af vindkraftdivisionen.
Anders Eldrup fulgte efter Politikens oplysninger direktørernes indsigelse ved at flytte en væsentlig del af stabsfunktionen, en særlig kontrolafdeling, væk fra Jakob Baruël Poulsens ansvarsområde over til koncerndirektør Carsten Krogsgaard Thomsen, som senere fyrede lederen af den særlige kontrolfunktion og gav ham angiveligt op mod ti millioner kroner med på vilkår, der gik ud over hans kontrakt.
Carsten Krogsgaard Thomsen, der i dag er fungerende koncernchef efter Eldrups afskedigelse, var dengang ansvarlig for personale- og lønforhold i hele koncernen. Han kendte således til de høje lønninger, attraktive bonusordninger og gunstige opsigelsesforhold, som Jakob Baruël Poulsen og hans nærmeste stab var udstyret med af Anders Eldrup, og advarede, også i 2010, skriftligt Eldrup om, at han burde sikre sig bestyrelsens accept af de særlige forhold, skriver Politiken.
Det råd fulgte Anders Eldrup til gengæld ikke, og de seneste to uger har Dongs advokater så prøvet at finde ud af, om Eldrup havde pligt til at orientere bestyrelsen eller ej. Advokaternes vurdering ventes klar mandag eller tirsdag, hvor Dong-bestyrelsen så skal tage stilling til, om Anders Eldrup skal have hele sin opsigelsesløn på op mod 17 millioner kroner med sig eller - hvis han har overtrådt interne regler - må nøjes med mindre.