Donald Trump modtager massiv kritik for både sin opførsel og påklædning under besøget i det katastroferamte Texas, hvor orkanen Harvey har kostet flere menneskeliv og medført ødelæggelser så omfattende, at oprydningen kommer til at løbe op i milliarder af dollars, skriver News.com.
»USA, USA, USA« og »Vi elsker Trump«, løde det ellers taktfast fra størstedelen af de omkring 1000 personer, der var mødt op for at modtage præsidenten under hans besøg i den hårdt ramte by Corpus Christi.
»Tak alle sammen,« sagde Donald Trump til folkemængden og fortsatte:
»Jeg vil blot sige; Vi elsker jer. I er noget særligt. Sikke et publikum. Sikke et fremmøde.«
Billedet gentog sig under Trumps mange optrædender på TV under besøget, hvor han lovpriste lederen af nødhjælpsarbejdet, som han selv har indsat, talte om orkanen Harveys historiske voldsomhed og glædede sig over den opbakning, han modtog fra sine støtter i Texas. De hidtil 18 dødsofre og de flere titusindvis af mennesker, som har mistet deres hjem under oversvømmelserne i kølvandet på orkanen, talte præsidenten derimod ikke om.
'Besøgte ikke et eneste offer'
Og det falder mange for brystet på de sociale medier.
'I tilfælde af, at du ikke vidste det, Trump fløj til Texas og mødte ikke et eneste offer for orkanen,' skriver en bruger. Ikke et eneste. Men han holdt et vælgermøde,' skriver en bruger.
Det blev også bemærket, at Donald Trump ikke mødte ofre for naturkatastrofen under sit besøg - i modsætning til sin forgænger Barack Obama, som besøgte borgere i de hårdest ramte områder af New York efter at orkanen Sandy havde ramt byen i 2012.
'Præsidenten mødte ikke et eneste offer for orkanen, så ikke antydningen af regn eller kom i nærheden af en oversvømmet gade,' skriver en bruger.
Det får flere til at påpege, at det hele var et publicity-stunt fra præsidentens side, hvor det handlede om at vise sig frem - og ikke ret meget andet.
'Eller udtrykte nogen sorg eller kom med kondolencer til dem, der har mistet livet eller fået det ødelagt. Blot en fotosession for denne såkaldte 'præsident',' skriver en anden bruger i forlængelse af ovenstående tweet.
Gratis reklame for Trumps egne kampagnekasket
Men dermed ophører kritikken af Trumps ageren under besøget ikke. Slet ikke endda.
Kritikken af Melania Trumps skovalg under sit og præsidentens besøg i det katastroferamte Texas viste sig at være en storm i et glas vand, men nu kaster Trumps kritikere sig i stedet over deres hovedbeklædning.
På de sociale medier har flere bemærket, at præsidenten og førstedamen flere gange var iført Donald Trumps kampagnekasketter under møder og besøg, som var relateret til orkanen Harvey og de ødelæggelser, den har skabt. Kasketter, som kan købes på Trumps kampagnes hjemmeside.
'Da Donald Trump drog mod Texas, sørgede han for, at han bar de kasketter, han har reklameret for - de kan blive dine for 40 dollar (247 kroner, red.) på hans kampagnes hjemmeside,' skriver organisationen Citizens for Responsibility and Ethics in Washington (borgere for ansvarlighed og etik i Washington, red.) i et tweet, som er blevet retweetet mere end 600 gange.
Citizens for Responsibility and Ethics in Washington er i forvejen blandt præsidentens hårdeste kritikere. Organisationen har sagsøgt Trump for at bryde konstitutionen ved at modtage ting af værdi fra udenlandske regeringer.
Overfor CNN, et af de medier, som Donald Trump har ligget i åben krig med efter sin indtrædelse som præsident, uddyber gruppens talsmand Jordan Libowitz kritikken af præsidentparrets kasketvalg.
»Selv hvis det ikke var i relation til orkanen ville det være ret upassende,« siger han og pointerer, at de mange billeder og tv-klip, hvor præsidentparret bærer kampagnekasketterne er gratis reklame, hvilket Jordan Libowitz finder problematisk selvom det ikke der i strid med loven.
'Bruger en katastrofe til at sælge en forbandet kasket'
Den holdning deles af en hel del Twitter-brugere.
Donald Trump bærer en kampagnekasket i Texas, går op i, hvor stort et publikum der møder op, men nævner ikke tabet af menneskers ejendom. Rigsretssag mod Trump,' skriver en bruger.
'Det handler kun om Trump-organisationen. Han tog en tur til Texas for at bruge en katastrofe til at sælge en forbandet kasket,' skriver en anden.
Donald Trumps har afvist at sælge sit forretningsimperium, nu hvor han er præsident. I stedet har han overført det til en fond i sit eget navn. Når Trump forlader Det Hvide Hus, vil et eventuelt overskud i forretningsimperiet tilfalde ham.
Orkanen Harvey ramte USA's sydkyst fredag aften lokal tid som en kategori fire orkan. Siden har uvejret forårsaget massive oversvømmelser i sådan et omfang, at den bliver sammenlignet med orkanen Katrina, der anses for at være den dyreste naturkatastrofe i USA's historie.
