Den tidligere formand for FC København og bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment nyder i øjeblikket livet i sit andet hjemland USA, hvor han imellem møder dyrker sin store passion golf.

Men onsdag gik det grueligt galt for Don Ø på golfbanen. Således kom den snart 70-årige Østergaard galt afsted, da han for at undgå at køre en medspiller ned, måtte bremse så hårdt, at han røg ud af vognen.

- Hvem sagde det ikke er farligt at spille golf?? Hul 14 på Robert Jones banen i Atlanta - et tydeligt advarselstegn om forsigtighed ved nedkørsel af en meget stejl bakke. Min medspiller bremser golfvognen og ruller rundt midt på bakken. For at undgå ham, må jeg bremse hårdt, ryger ud af vognen og skader mit knæ, samt en stor fiber i højre baglår, skriver Flemming Østergaard på sin Facebook-side og fortsætter:

- Min medspiller beklager og takker, fordi jeg ikke kørte ham ned. Han vil straks køre mig på hospitalet. Takker nej, men må stoppe spillet, kører til hotellet, hvor en læge bekræfter en fibersprængning i låret og stor hævelse i højre knæ - piller og is på låret. Må desværre springe MASTERS over i morgen - håber at være klar til weekenden.

Senere på aftenen melder Flemming Østergaard at han er ved at være i bedring igen.

- En stor tak for de mange hilsner og "god bedring" Det er noget l..t , at blive gammel, men alternativet er s'gu trods alt værre. Is, piller samt behandling af min fysioterapeut, Jan Ove Myklebust, gør, at jeg tror, jeg er klar til at spille Morten Andersen`s hjemmebane " LEGACYON Lanier Golf Club"imorgen!! Hyggelig middag med Morten og Thomas

- Stuer, samt drinks med bl.a. Peter Schmeichel gjorde at dagen trods alt blev OK !!! Håber og tror jeg er OK i morgen tidlig...