Den tidligere FC København-chef, Flemming Østergaard, har netop offentliggjort på sin facebook-profil, at han blev hasteindlagt i nat.

Det 69-årige FCK-ikon har i flere omgange døjet med skavanker, men i nat gik det altså helt galt, da han måtte hasteindlægges på Herlev Hospital. Den tidligere fodbold-boss beskriver selv forløbet på sin facebook-profil:

- NETOP udskrevet fra Herlev Hospital, har jeg endnu engang lært at man skal nyde hver dag man har, og lytte til eksperterne - jeg fik pludseligt meget ondt i ryggen havde store smerter ringede til min læge Knud Dyhring Andersen som bad mig komme til hans kontor, hvor han konstaterede ekstremt mange bakterier i min urin og omgående gav mig en penicillin, samt beskeden om at jeg skulle ringe sidst på dagen for at se om det havde hjulpet, for ellers ville han indlægge mig!!

- Jeg skal IKKE INDLÆGGES sagde jeg!! smerterne var uholdbare om aftenen da han ringede hvorefter han ville indlægge mig, jeg sagde NEJ igen, hvorefter han sagde jeg sender en bil du skal indlægges.

- Blev akut indlagt ca. kl.19.00 undersøgelserne sluttede kl. 02.30 med beskeden om, godt du kom for ellers kunne det have haft meget alvorlige følger!! STOR TAK til læger og sygeplejersker på Herlev hospital for professionel og dygtig behandling, trods min skeptiske holdning til vort hospitalssystem, det var en sjælden oplevelse først at blive behandlet af en dygtig tysk læge derefter en dygtig og meget grundig iransk læge og til slut af en polsk læge samt en svensk og 2 tyske sygeplejerske, da jeg blev udskrevet var det en dansk læge!!

Flemming Østergaard var indtil 2010 bestyrelsesformand for Parken Sport & Entertainment A/S.