Den danske cementfabrik Aalborg Portland A/S får sammen med 40 europæiske cementproducenter nedsat en bøde fra EU-Kommissionen for ulovlig karteldannelse. EF-Domstolens første instans gav i en fælles dom Kommissionen medhold i, at de i alt 41 cementproducenter i 80'erne indgik en aftale om beskyttelse af hjemmemarkedet, men mente

at overtrædelsen var af kortere varighed, end Kommissionens undersøgelser havde vist.

Derfor blev bøderne mere end halveret til i alt 825 mio. kroner, hvoraf Aalborg Portland skal betale 17,6 mio. kroner, men det bliver ialt 24 millioner kroner, som virksomheden skal af med, på grund af påløbende renter. Syv virksomheder blev helt fritaget for straf, da Domstolen ikke fandt beviser for, at de deltog i aftalen.

Ifølge EU-Kommissionen havde den europæiske cementindustri etableret en af de største karteller nogensinde i Europa. Sagen startede i 1983, hvor repræsentanter for cementindustrien ifølge Kommissionen mødtes i Paris for lægge en strategi for, hvordan de kunne kontrollere cementmarkederne i Europa for at undgå konkurrence. Der blev blandt andet aftalt faste priser for at beskytte hjemmemarkedet.