Den 41-årige sexkrænker CJs forsvarer Linda Saugmann Christensens begæring om, at hele sagen mod den pædofile fynbo mørkelægges, er netop blevet fejet af bordet af domsmandsretten.
Dermed skal hele sagen - udover når de to forurettede mindreårige pigers forklaring bliver afspillet på video - føres som en offentlig sag.
- Det er hovedreglen i dansk retspleje, at en sag foregår for åbne døre. Så begæringen om dørlukning under hele sagen afvises, lyder afgørelsen fra retsformand Ingrid Therkelsen.
Den tiltalte sex-kidnapper, som udover de grufulde forbrydelser mod de to mindreårige piger på 11 og 10 år også er tiltalt for bl.a. besiddelse af børneporno, sprængstoffer, våben og euforiserende stoffer, er derfor nu blevet ført ind i den store retssal 14 i Odense under ledsagelse af to betjente fra Fyns Politi.
Sagen kan dermed begynde mod den mand, som gennem mere end otte måneder spredte skræk og rædsel blandt forældre og børn på hele Fyn.
Og som blev kendt i offentligheden som "manden i den røde bil", idet han ved begge sexovergrebe i henholdsvis Øster Skerninge og Refsvindinge kørte i en bordeauxrød Opel Astra.
Det var på bilens bagsæde, han forgreb sig på de to små piger. I begge tilfælde filmede han sit forehavende med et videokamera.