Det skal ikke være gratis for en anholdt at true politifolk med at få aids eller forsøge at stikke af fra politiet.
Det understregede dommer Ulrik Finn Jørgensen mandag eftermiddag i sin retsbelæring, da en enig domsmandsret ved Retten i Lyngby idømte den 36-årige færing Karstin Sigbjørn Mathiesen fem et halvt års fængsel.
Tungest i dommen vejede det kyniske hjemmerøveri den 1. marts i år hos Coloplast-milliardær Niels Peter Louis-Hansen og hans kone i parrets millionvilla på Vedbæk Strandvej nord for København. Et hjemmerøveri vil isoleret set normalt give fem års fængsel, men dommeren understregede, at man ved strafudmålingen også havde taget med i betragtning, at færingen efter sin anholdelse havde begået ny kriminalitet.
Dels truede han ved en afhøring på politistationen i Helsingør en politimand med en kuglepen med blod, som han hævdede var inficeret med aids. Og dels forsøgte han i forbindelse med sin mentalundersøgelse på Retspsykiatrisk Klinik på Blegdamsvej i København forgæves at stikke af fra politiet.
»Vi vil ikke sende et signal om, at når man en gang er fængslet for en alvorlig forbrydelse, kan man roligt true politifolk og stikke af, uden at det koster ekstra. Derfor kommer straffen til at lyde på fem et halvt års fængsel,« understregede dommeren.
Ved hjemmerøveriet 1. marts i år skaffede han sig adgang til milliardærparrets villa ved at knuse en rude i en terrassedør med en sten, hvorefter han med en pistol med lyddæmper truede dem til at makke ret og overføre 2,5 mio. kr. til sin egen konto.
Derfor var det ikke det store detektivarbejde for Nordsjællands Politi at finde frem til hans identitet, og allerede få timer senere blev han midt om natten anholdt på sin bopæl i Roskilde.
Karstin Sigbjørn Mathiesen ankede på stedet dommen til frifindelse i landsretten, men skal fortsat være varetægtsfængslet af hensyn til retshåndhævelsen.
Inden han iført håndjern blev kørt tilbage til sin varetægtsfængsling i Helsingør Arrest, nåede han at veksle et par ord med et par færøske bekendte i et hjørne af retslokalet.
»Hils far og mor,« lød det blandt andet fra den netop dømte.
