De danske dommere kan sagtens håndtere på skift at dømme mænd og kvinder.

Sådan lyder det fra formanden for dommerudvalget under Dansk Håndbold Forbund, Ole F. Petersen, efter at BT har forelagt ham Skjern-træner Ole Nørgaards kritik af de danske dommere.

Er det to forskellige verdener at dømme herre- og damehåndbold?

»Nej, det er jeg ikke enig i. Efter min bedste overbevisning kan dommerne sagtens magte det. Selvfølgelig er der mere fysik i herrekampe end i damekampe, men tempoet er der da ikke forskel på – jeg kan da godt nævne et par fløje fra damelandsholdet, der kan løbe noget hurtigere, end de gør hos herrerne. Og det er jo de samme regler.«

Når der har været så meget polemik om en kamp, vil I så kigge lidt nærmere på den, end I ellers ville have gjort?

»Altså, vi vurderer i forvejen hver eneste kamp, og vi får observationsrapporter ind fra samtlige kampe. Det er det, vi uddanner vores dommere efter. Vi kigger selvfølgelig efter, hvad der er af tendenser, men der er ikke på nuværende tidspunkt en ide i, at vi på nogen måder skulle adskille herrer og damer. Om det kommer i fremtiden, skal jeg ikke kunne afgøre nu.«

Er det blevet sværere at være dommer i de danske top-ligaer, hvor bredden er blevet større de seneste år?

»Det er fint, at der er masser af lige kampe i den danske liga, og det giver da nogle udfordringer og noget pres. Men det er noget af det, vi evaluerer med dommere og i dommerudvalget hele tiden. Er der nogle ting, vi kan gøre anderledes eller bedre?«

Bør dommere få karantæne, hvis de har dømt dårligt i en kamp?

»Spillerne bliver da ikke straffet, hvis de begår en fejl? Hvis de brænder et straffekast, må de så ikke spille næste kamp? Hvad er det, han (Ole Nørgaard, red.) beder om? Hvis vi finder ud af, at nogle dommere af en eller anden grund ikke lever op til det niveau, vi har, så giver vi dem en pause. Vi giver ikke karantæner. Vi straffer ikke folk. Så må vi arbejde med at få dem op på det niveau, som de skal have i den pågældende række. Og hvert år, når sæsonen er slut, evaluerer vi og finder ud af, hvem der skal fortsætte i de forskellige rækker og hvilke dommere, der skal rykke ned. Der en en ganske almindelig proces – lige som en håndboldtræner skifter ud, skifter vi også ud.«

Er du tilfreds med niveauet hos dommerne i de øverste danske ligaer?

»Yes. Vi har ingen problemer med at få dommere. I de lavere rækker har vi udfordringer i visse områder af Danmark, men i de øverste rækker er der masser af talenter.«