Han er ikke bekymret.

Den unge dansker i Ajax, Kasper Dolberg, er fuldstændig klar over, hvad der skal til for at finde målformen igen.

»Jeg har ikke scoret i et stykke tid, men det gør kun lysten til at få gang i scoringerne større,« siger han til holdets hjemmeside.

Ikke siden 20. november har den blonde teenager scoret for sit hold, og han er i mellemtiden rykket ned på ottendepladsen på topscorerlisten i Æresdivisionen. Han er bare slet ikke bekymret for sin målform.

»Selvfølgelig vil jeg gerne score. Det ligger til mig som angriber. Men det er ikke noget, jeg er bekymret for. Sidste år på ungdomsholdet havde jeg også en lille periode uden mål. Men jeg scorede igen. Så jeg ved, hvad jeg skal gøre for at få den rigtige fornemmelse tilbage,« siger Kasper Dolberg.

Kasper Dolberg understreger til klubbens hjemmeside, at han ikke vil blæse det større op, end det er. Han siger nemlig, at det er vigtigere for ham at være værdifuld for klubben og sine holdkammerater. Det er bedre end at score selv. Han er ligeglad med, hvem der scorer, så længe holdet er godt.

Kasper Dolberg har scoret 10 af sine 11 mål på hjemmebanen Amsterdam ArenA, og søndag spiller holdet igen hjemme. Da en journalist præsenterer ham for dén statistik, siger Dolberg med et smil:

»Ja, det fandt jeg ud af for en måned siden«.