En 18-årig mand er idømt betinget fængsel og samfundstjeneste for at have truet Helle Thorning-Schmidt (S) på Facebook

Det kommer til at koste en 18-årig mand fra Vejle en betinget fængselsdom og 30 timers samfundstjeneste, at han sidste år truede den daværende oppositionsleder og nuværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), på Facebook.

Retten i Kolding afgjorde mandag, at den unge mand idømmes 20 dages betinget fængsel, lige som han skal udføre 30 timers samfundstjeneste, oplyser retten til Berlingske Nyhedsbureau.

7. april 2011 skrev han ifølge Vejle Amts Folkeblad 'So' og 'Dø din fucking luder' til Socialdemokraternes formand på hendes Facebook-profil.

Da han mødte i retten mandag i sidste uge, erkendte han ifølge avisen det hele og forklarede, at han ikke brød sig om Helle Thorning-Schmidts politik og desuden havde skrevet på hendes Facebook-profil for at være 'sej over for vennerne'.

Retten gjorde dommen betinget i et år.