Resterne af to tropiske orkaner generer nu danske trafikanter og giver regn og blæst i det meste af landet.

Fredag morgen frarådes vindfølsomme køretøjer at køre over Øresundsbroen på grund af hårde vindstød, meddeler broens Trafikcentret.

Advarslen gælder for trafik i begge retninger. Desuden er der indført hastighedsbegrænsning på 70 km/t.

Også på Storebæltsbroen er der her til morgen kraftig vind, som kan genere trafikken.

- På Storebæltsbroen advares mod blæst, der kan påvirke kørslen, skriver oplyser broens hjemmeside.

Det ruskende vejr skyldes de to tidligere orkaner Lesie og Michael, som har slået sig sammen i et østgående lavtryk, der fredag bevæger sig ind over Mellemskandinavien. Og betyder altså regn og blæst over Danmark.

Ifølge DMI vil vejret i Danmark stabilisere sig i løbet af lørdagen, da et højtryk bevæger sig ind over Mellemeuropa vestfra.

Vejrudsigten fra DMI lyder på »skyet med regn, efterhånden også i de sydøstligste egne, men i Jylland klarer det op fra nordvest med lidt sol, men også mange byger.«

I løbet af eftermiddagen og aftenen breder opklaringen med byger sig til resten af landet. Der vil være frisk vind til kuling fra sydvest, men ved kysterne stedvis hård kuling. Vinden aftager dog efterhånden lidt. Temperaturerne vil ligge på omkring 15 grader.

Der er løbende trafikinformation at hente på Vejdirektoratets hjemmeside www.trafikken.dk.