IRAK: Helt op til 54 mennesker blev torsdag dræbt i bombeangreb i Irak.

Det mest dødelige angreb var ifølge Al Jazeera et selvmordsbombeangreb under en shiamuslimsk ceremoni i byen al-Sadiya i den østlige del af Irak. Her detonerede en selvmordsbombemand, der var iført politiuniform, et sprængstofbælte i en forsamling af shiamuslimske pilgrimme.

Tidligere på dagen blev ni personer dræbt i angreb i byen Hafriyah, der ligger syd for Bagdad, mens to bombeangreb i Kirkuk nord for hovedstaden sårede fem.

Omkring 114 blev såret i torsdagens angreb, skriver Al-Jazeera.

Tidligere på dagen lød meldingen, at 30 var dræbt og 67 sårede.

Indtil videre har ingen påtaget sig skylden for angrebeme, som blev udført på den sidste dag, Ashura, af den ti dage lange sørgeperiode for martyren Imam al-Hussein.

Onsdag blev 30 personer ofre for flere vejsidebomber og selvmordseksplosioner i landet. De fleste af de dræbte var shiamuslimer.

BNB