Dykkere hentede efter 20 minutter den 45-årige familiefar op af det iskolde vand, men selvom læger kæmpede for at redde mandens liv, blev han erklæret død klokken 01 søndag morgen. Hans kæreste slap hurtigt ud af bilen og overlevede ulykken.
Kajstykket, hvor den 45-årige mand forulykkede, er en del af Aalborg Kommunes havnefront, der blot to dage inden dødsulykken modtog Vejprisen 2011 for sit ’nye og miljørigtige vejbelysningsanlæg’.
LÆS OGSÅ:
Transportminister Henrik Dam Kristensen overrakte torsdag æresprisen til rådmand Mariann Nørgaard fra Teknik- og Miljøforvaltningen, og det skete med begrundelsen fra Vejdirektoratet, at havnekajens lyssætning ’understøtter den aktuelle udvikling i byplanlægningen, hvor menneskers liv og færden er en større del af det offentlige rum’.
Rekreativ - men farlig
Rådmand Mariann Nørgaard erkender overfor B.T., at lyssætningen på havnen nok er flot - men desværre ikke sikkerhedsmæssig forsvarlig.
- Lyset er meget elegant og giver mulighed for rekreative formål, men det skal være mere tydeligt, hvor man kan færdes. Vi har allerede lavet en ny plan med mere lys, flere pullerter og mere opsyn, siger Marian Nørgaard og fortæller, at de sikkerhedsmæssige tiltag er udarbejdet i samarbejde med beredskabsstyrelsen og Natteravnene og nok har været en måneds tid undervejs.
Det hjælper dog ikke den 45-årige familiefar, der ifølge B.T.s oplysninger forvildede sig ud på det mørke kajområde, mens han ledte efter en restaurant, hvor han og kæresten skulle deltage i et fødselsdagsselskab.
LÆS OGSÅ:
Under normale omstændigheder er havnen på ulykkesstedet afspærret af pullerter, der kan køres op og ned af asfalten efter behov, men meget tyder på, at det ikke var tilfældet lørdag aften.
Under alle omstændigheder var havnen så dårligt oplyst, at den 45-årige kørte sin sorte Volkswagen langs med kajen og direkte ud over kajkanten lige ved en bred stentrappe, der er et populært udflugtsmål i byen.
Fejlen kan skyldes ministerbesøg
Mariann Nørgaard bekræfter, at de beskyttende cementpullerter blev kørt ned, da transportministeren besøgte stedet torsdag aften, og hun ved ikke med sikkerhed, om de efterfølgende blev kørt på plads igen.
- Det er det, jeg ikke ved, og det er også det, der bekymrer mig, siger Mariann Nørgaard.
Kommunens rådmand påpeger dog, at man under alle omstændigheder har ansvar for sin egen færdsel, når man færdes langs en havnekaj.
- Men efter sådan en ulykke er vi naturligvis nødt til at evaluere, hvad vi kunne have gjort. Vi kan konstatere, at der er mørkt på kajen, og mandag morgen afspærrer vi området med cementblokke, siger hun.
Ifølge transportministerens pressechef, Jesper Damm Olsen, har transportministeriet ikke været orienteret om, at Aalborg har planlagt at ændre på den prisvindende havnebelysning.