Dronning Margrethes morbror, den svenske greve Carl Johan Bernadotte af Wisborg, er død i en alder af 95 år.

Han sov stille ind lørdag, meddeler det svenske hof. Carl Johan Bernadotte var dronning Ingrids bror – og den sidste i søskendeflokken.

Som den yngste søn af den svenske kronprins Gustaf og kronprinsesse Margareta havde Carl Johan Bernadotte oprindelig titel af prins. Men han mistede sin prinsetitel, da han som 30-årig giftede sig borgerligt med journalisten Kerstin Wijkmark.

I samme forbindelse fraskrev han sig sin plads i arvefølgen til den svenske trone.

Den nu afdøde greve fik aldrig selv børn sammen med sin hustru, men parret adopterede to børn.

Det svenske hof har endnu ikke offentliggjort et tidspunkt for begravelsen af dronning Margrethes onkel.

Det har søndag endnu ikke været muligt for bt.dk at få en kommentar til dødsfaldet fra det danske kongehus.

Derfor er det endnu uvist, om dronning Margrethe deltager i begravelses-ceremonien i Sverige.