Som privatpraktiserende læge plejer jeg at sige: Placebo er den bedste behandling, der findes." Niels Ravn-Nielsen er selv praktiserende læge.

Og han lægger ikke fingrene imellem i sine angreb på kræftlægerne.

Og han ved hvad han taler om.

"Jeg skulle have været død nu. Da jeg fik konstateret kræft i leveren i september sidste år, havde jeg højst tre-fire måneder tilbage at leve i. Men foreløbig har jeg nu snydt døden med over et halvt år.

Mine kræftsvulster er tydeligt skrumpet ind efter behandlingen i Tyskland. Så jeg har bestemt ikke opgivet håbet."

Niels Ravn-Nielsen har stadig en ret slem kvalme og kaster indimellem op, efter at han for nogle dage siden var indlagt og blev behandlet med såkaldt regional kemoterapi på Carl-von-Hess sygehuset i Hammelburg i Tyskland, hvor i hundredvis af opgivne danske kræftpatienter henter nyt håb og vinder ekstra levetid.

Men trods ubehaget ligner han ikke umiddelbart nogen dødsmærket mand. Livsgnisten er der stadig. Han har let ved at smile og nyder helt tydeligt at være tilbage i sin dejlige have bag villaen i Charlottenlund, med udsigt til et hav af smukke sommerblomster:

"Jeg vil så gerne leve og er parat til at rejse verden rundt og betale næsten hvad, det skal være, for at få den bedste behandling. Jeg nægter ganske enkelt at give op," siger han og giver sin brune jagthund et kærligt klap.

Han har en privatpraksis i Charlottenlund, men har alligevel valgt at vende ryggen til sine danske kolleger og de hjemlige hospitaler for udelukkende at lade sig behandle i Tyskland.

For fire år siden fik han konstateret modermærkekræft i øjet. Lægerne måtte fjerne øjet og give ham glasøje. Men umiddelbart så det ikke ud til, at kræften havde spredt sig.

Først i september sidste år viste en scanning store metastaser - døtresvulster - i leveren.

Efter at lægerne på Herlev helt havde opgivet at hjælpe ham, deltog han kortvarigt i et forsøg på Kommunehospitalet i Århus. Men den behandling hjalp ikke, tværtimod voksede kræftknuderne lystigt videre. Efter råd fra en nær kollega søgte han så hjælp i Tyskland.

"Efter foreløbig tre kemo-behandlinger i Hammelburg viser scanningerne klart, at svulsterne er skrumpet ind. Jeg kan også selv tydeligt mærke det ved, at livremmen ikke mere strammer.

Maven er ikke længere udspilet af kræften," siger lægen og hiver stolt ud i bukserne for at vise, at der er god plads.

"For mig er det intet mindre end et mirakel. Efter endnu en omgang regional kemoterapi, hvor man direkte angriber svulsterne, har dr. Müller til hensigt at operere mig.

Den endelige beslutning afhænger af endnu en scanning i meget nær fremtid".

"Har du ingen skrupler ved som læge helt at vende det danske behandlersystem ryggen?"

"Ikke et sekund. De har jo opgivet mig.

Efter de tre behandlinger i Hammelburg tør jeg godt konkludere, at danske kræftlæger har meget at lære. Selvfølgelig skal lægen være ærlig over for sin patient, ingen tvivl om det.

Danske kræftlæger er også alt for tillukkede, for uinteresserede i at lære nyt. Med de dårlige resultater, man har, burde man da være langt mere åbne over for det, udlandet tilbyder," siger Niels Ravn-Nielsen og har svært ved at skjule sin indignation.

"Man skyder sig hele tiden ind under, at det, udlandet tilbyder, ikke er tilstrækkeligt dokumenteret.

Kan man forlange bedre beviser end de mange patienter, som kommer hjem og fortæller, at de er blevet helbredte eller har fået forlænget livet med måneder og år?

I stedet for at sidde passivt med armene over kors bør Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse sende folk til Tyskland for at studere resultaterne nøje. Det skylder de patienterne."

Rie, hans kone, som er lægesekretær, kommer ud med et fad æbler, som hun stiller på havebordet, samtidig med at hun blander sig i snakken:

"Jeg har hele tiden bakket min mand op i, at alting skal afprøves. Som lægesekretær kender jeg det danske system indefra, og vi er helt klart ikke dygtige nok på kræftområdet.

Det skyldes især mange års besparelser, et nedslidt behandlingsapparat og et stigende pres på personalet. Man har ikke overskud nok til at være åbne over for alt det nye.

Men når 20-40 pct. af patienterne på hospitalet i Hammelburg ser ud til at få det meget bedre, burde man da i hvert fald vise lidt interesse for sagen".

Rie, der har fået bevilget plejeorlov på ubestemt tid for at støtte sin mand under bl.a. de krævende behandlingsforløb i udlandet, finder det ligesom sin mand urimeligt, at de selv skal betale behandlingen i Tyskland.

Indtil nu har det kostet dem ca. 125.000 kr. - inclusiv behandling hos en tysk speciallæge, der hjælper kræftsyge med såkaldt immunterapi:

"Det koster os i alt ca. 23.000 kr. hver gang, vi er i Tyskland, og vi har foreløbig klaret det ved at sælge en bil og låne af nogen penge, vi senere skal udrede til skattevæsnet i forbindelse med salget af min mands lægepraksis.

Vi sælger også gerne ud at møblerne for at få råd til den bedst mulige behandling. Men det virker nu alligevel uretfærdigt, når alle tyske patienter kan få betalt behandlingen via sygesikringen".

Om årsagen til beslutningen om at sælge sin lægepraksis forklarer Niels Ravn-Nielsen:

"Den beslutning tog jeg straks, da jeg fik kræftdiagnosen. Jeg følte ikke, jeg kunne være en god læge for mine patienter mere, når jeg hele tiden sad og spekulerede på min egen sygdom.

Hvis man ikke kan være 100 pct. hos sine patienter og kæmpe for dem, bør man stoppe," siger han og ved dermed ikke, hvad han vil give sig til, hvis han bliver helt rask igen.

"Jeg kan kun håbe."