Klokken ni begyndte retssagen mod den 39-årige Lasse Burholt, der ved Retten i Hjørring er tiltalt for uagtsomt manddrab og flere overtrædelser af færdselsloven i forbindelse med en ulykke nær Sindal den 16. juli 2013.
Lasse Burholt var på vej hjem fra sit arbejde i Hjørring og kom kørende ad Lendumvej mellem Lendum og Sindal, da ulykken indtraf.
- Jeg kører normalt slet ikke den vej, men det var presserende, hvis man kan sige det på den måde, forklarer han for anklageren.
Han skulle nemlig tisse.
Følg retssagen live på bt.dk her
- Derfor valgte jeg at køre inden om Lendum, hvor jeg så kunne låne toilettet hos min far og så samtidig også lige kunne besøge ham, siger Lasse Burholt i retten.
Den beslutning endte med at blive fatal for den dansk-irske familie O'Shea. Med sine fire børn i bilen kom MAria O'shea kørende ad Lendumvej, hvor hun ville foretage et venstresving ind på Bredmosevej. Da hun drejer bliver familiens lejede Citroën Berlingo ramt i siden af den 39-årige frederikshavner livet. Ved ulykken mistede de tre søskende Søren, Saoirse og Connor, som blev henholdsvis 11, ni og tre år, livet.
Lasse Burholt erkender, at han kørte omkring 120 kilometer i timen, da han ramte familien O'Sheas bil, og at han i minutterne op til ulykken havde haft en heftig sms-korrespondance med en række kolleger om problemer på arbejdspladsen. Han nægter sig dog skyldig i uagtsomt manddrab.
Kl. 09.49 modtager Lasse Burholt den sidste sms-besked.
- Jeg ved ikke, hvad den indeholdt. Måske noget arbejdsrelateret. Jeg læser den først senere på dagen, siger Lasse Burholt. Umiddelbart efter sker ulykken, og kort efter foretager han igen et opkald.
- Jeg sidder inde i min bil og kan ikke få luft. Jeg tænker, at jeg hellere må komme ud. Jeg ringer til min far og snakker med ham, og han spørger, om han skal komme. Det siger jeg, at han skal, forklarer Lasse Burholt.
Der forventes at falde dom i eftermiddag.