Tilbage i 2006 lavede DR Nyheder en historie om, at statens ansatte fra nytår 2007 ikke længere kunne få glæde af bonuspoint privat, når de var ude at rejse på statens bekostning. Men det viser sig nu, at den statsbetalte medievirksomhed selv har set gennem fingre med, at de bonuspoint, som deres egen nyhedsdirektør optjente via rejser på grund af sit job, er gået til hans private bonuskonto.
Det er mediet journalista.dk, som gennem en aktindsigt, har fået adgang til oplysninger, der viser, at DR-chefen Ulrik Haagerup selv kan stikke bonuspoint fra rejser foretaget i DR-regi ind på sin private bonuskonto, og dermed få rejser gratis.
DR Nyheder lavede selv nyheden om, at det var slut for statens ansatte med at score bonuspoint på eget kort tilbage i 2006.
Men siden har det altså været muligt for Ulrik Haagerup, der først blev ansat i DR i 2007 - efter historien blev skrevet af DRs nyhedsredaktion - at flyve til og fra arbejde på DRs regning samtidig med, at han kunne putte de mange bonuspoint i egen lomme.
Til BT skriver Ulrik Haagerup i en mail om ordningen, som mediet journalista.dk beskriver som 'en skjult lønforhøjelse':
'Jeg har haft et privat bonuskort siden 1993, 14 år før jeg kom til DR. Her er der samlet point i forbindelse med private ferier, biludlejning, hotel og rejser foretaget for mine tidligere arbejdsgivere, da jeg selv var selvstændig, samt for rejser i DR-regi. Det er alt sammen foregået inden for gældende retningslinjer de steder, jeg har været tilknyttet. Kortet er privat og den konkrete anvendelse af de forskellige optjente point anser jeg også for at være et privat anliggende.'
Ulrik Haagerup uddyber, at DR nu vil se på den ordning med bonuspoint for at finde ud af, om den skal laves om, efter journalista.dk beskrev den.
Det vil betyde, at de point, som Ulrik Haagerup optjener, formentlig skal til at gå til en fælles pulje hos DR, ligesom det er normen hos stat og kommuner.
'DR ændrer nu retningslinjerne, og jeg kommer også til fremover at agere fuldstændig i overensstemmelse med disse. DR afsøger nu mulighederne for at bringe bonuspoint i anvendelse i DR-regi, og jeg stiller gerne mine point til rådighed for det. Jeg henviser dig i øvrigt til samlet beskrivelse af DRs retningslinjer for rejser på dr.dk,' skriver Ulrik Haagerup i mailen til BT.
Ulrik Haagerup har, som journalista.dk også kunne afsløre, en årsløn på over 1,9 millioner kroner.
Oveni har Ulrik Haagerup haft en aftale med DR om, at han kan flyve fra hjemmet i Ry ved Skanderborg til København og hjem igen - for at han kan passe sit arbejde som nyhedsdirektør.
Ifølge en artikel fra EB.dk fra 2014 så havde DR brugt 571.841 kroner over en tre-årig periode på at flyve nyhedsdirektøren frem og tilbage mellem hjemmet og arbejdet.
På EB's spørgsmål til flyordningen for nyhedsdirektøren svarede generaldirektør Maria Rørbye Rønn:
»Vi skal give vores medarbejdere og chefer en rimelig løn, der skal stå mål med den stilling, man har. Ulrik Haagerups samlede aftale med løn og transport er rimelig i forhold til den stilling og med det ansvar, han har. Den er godkendt af den tidligere ledelse og af DRs bestyrelse,« sagde Maria Rørbye Rønn.
Det er altså oven i den løn, som Ulrik Haagerup hæver hver måned, at han har kunnet stikke de optjente bonuspoint ind på kontoen.
