Den kontroversielle afgørelse er et flertal på to af tre dommere i Retten i Odense netop nået frem til efter at have tænkt grundigt over sagerne.
Politiet i Odense har forud for den kommende retssag bedt om et referatforbud af de forklaringer, som de to tiltalte halvbrødre vil komme med i retssagen i næste måned. Det vil betyde, at pressen forbydes at videregive de tiltaltes forklaringer om en af de mest brutale og mystiske drabssager i nyere tid til offentligheden under sagens hovedforhandling.
Det er ikke så usædvanligt, at politiet under efterforskningen af en drabssag får held med at kræve lukkede døre eller referatforbud for visse detaljer, der vedrører opklaringen.
Men det er højst usædvanligt, at selve rettergangen - i tilfældet med dobbeltdrabet i Tusindårsskoven oven i købet med nævninge - bliver mørkelagt for offentligheden.
Om baggrunden for det usædvanlige ønske om referatforbud har vicestatsadvokat Claus Guldbrand tidligere forklaret til bt.dk:
- Den ene af de to tiltalte (den drabstiltalte, red.) har ikke på noget tidspunkt ønsket at udtale sig, og derfor kan der under selve retssagen komme ting frem, som politiet har behov for at efterprøve, inden det kommer ud til en bred offentlighed. Vi vil gerne sikre, at dommere og nævninge får så mange "rene" og upåvirkede oplysninger som muligt, siger Claus Guldbrand.
To ud af de tre dommere, der har taget stilling til politiets ønske, har besluttet at tillægge det mest vægt, at åbenhed i retten muligvis vil kunne skade sagens oplysning.
Derimod lægger den tredje dommer afgørende vægt på Grundlovens ønske om, at der i videst muligt omfang skal være offentlig retspleje i Danmark.
- Anklagemyndighedens begæring indeholder alene en generel begrundelse, der vil kunne gøres gældende i alle alvorlige straffesager, hvor en tiltalt hidtil har undladt at udtale sig. Jeg finder således ikke, at den omstændighed, at den ene tiltale hidtil har benyttet sig af sin ret til ikke at udtale sig til politiet eller i retten, i sig selv udgør tilstrækkeligt grundlag for referatforbud under de tiltaltes eventuelle forklaringer. Dette gælder uanset sagens meget alvorlige karakter, forklarer den uenige dommer.
- Da der er tale om en straffesag af meget alvorlig karakter og samfundsmæssig betydning, hvor offentligheden har en betydelig interesse i mediernes formidling af straffesagens forløb, herunder ikke mindst de tiltaltes eventuelle forklaringer, stemmer jeg for ikke at tage anklagemyndighedens begæring til følge, tilføjer han.
Men da hans to kolleger er af den modsatte opfattelse, har retten altså nu besluttet at forbyde pressen offentligt at gengive de forklaringer, som de to tiltalte måtte komme med under sagens hovedforhandling.
De to tiltalte er den formodede dobbeltmorder, 38-årige V.S., og hans to år yngre halvbror.
Mens V.S. er tiltalt for begge drab, er hans halvbror tiltalt for at have hjulpet til med at bortskaffe drabsvåbnet, en maskinpistol af mærket Husqvarna, som et par måneder efter anholdelsen af V.S. efter intens efterforskning blev fundet på bunden af den mudrede Langesø vest for Odense.
Det ulovlige våben er desuden ejet af den yngre halvbror, hvilket han også står tiltalt for.
Selve retssagen mod 38-årige V.S. og hans halvbror begynder den 16. april.
V.S. nægter sig skyldig i de brutale drab på det vellidte ægtepar.
Økonomichef Heidi Nielsen blev kun 49 år. Hendes mand, overlæge ved Odense Universitetshospital Bjarne Johansen., blev kun 53.