Dobbelt så mange skal på universitet
Ifølge regeringens plan skal 2.000 flere per årgang have et kandidatbevis i 2020. Men det tal kan ifølge andre beregninger være langt højere.
Ifølge regeringens plan skal 2.000 flere per årgang have et kandidatbevis i 2020. Men det tal kan ifølge andre beregninger være langt højere.
Fremtidens universitetsstuderende må samle albuerne, for pladsen bliver trang på auditorier og læsesale.
I 2020 skal hver fjerde ung ifølge regeringens økonomiske fremtidsplan have en lang videregående uddannelse. Regeringen mener selv, at målet er nået, hvis blot 2.000 flere unge per årgang får et kandidatbevis i 2020 i forhold til i dag.
Men ifølge en beregning, som Avisen.dk har foretaget på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, skal der skovles en del flere unge ind på universiteterne, før regeringen kan lade champagnepropperne springe.
Hvis en fjerdedel af de 25-29-årige skal have enten påbegyndt eller afsluttet en lang videregående uddannelse i 2020, vil det kræve næsten en fordobling i forhold til antallet af universitetsstuderende i dag.
Jens Oddershede, der er rektor på Syddansk Universitet og formand for rektorkollegiet, anerkender Avisen.dk’s regnestykke.
- Der er mange måder at regne på. Regeringens tal er baseret på et øjebliksbillede, men hvis du kigger på en hel generation, er det klart, at der er lang vej endnu, siger han.
Sidste år var der kun 16,5 procent af de 25-29-årige, der havde enten startet eller sluttet en universitetsuddannelse.
Grunden til regeringens optimisme er, at optaget på universiteterne samme år nåede 23,5 procent af en årgang.
Ifølge regeringens såkaldte ’profil-model’ er vi altså allerede tæt på målet. Men tager man højde for befolkningsudviklingen, vil 25 procent af gruppen af 25-29-årige udgøre 46.000 flere i 2020 end i 2011.
Altså en stigning 46.000 studerende over fire årgange - og altså langt fra regeringens planlagte stigning på 2.000 per ungdomsårgang.
Det bekymrer dog ikke ministeren for de videregående uddannelser Morten Østergaard (R).
- Det er rigtigt, at der sker en demografisk stigning i den gruppe, som gør, at der kommer flere til. Men næsten alle universiteter arbejder i dag med kapacitetsudvidelse, så jeg er slet ikke bekymret, siger han.
Uddannelsesforsker Lene Tanggaard Pedersen mener ikke, at universiteterne er gearet til fremtiden mange nye studerende.
- Det vil naturligvis være godt at kunne løfte opgaven, men det kan være rigtig svært at få uddannet nok undervisere, der kan varetage opgaven på det nødvendige niveau. Det er allerede et problem i dag, siger professoren fra Aalborg Universitet.
BNB