Kriminalinspektør Niels Larsen, Hvidovre politi, fik de første resultater af DNA-analyserne i går fra Retsgenetisk Afdeling. Analyserne slår fast, at der er fundet "biologiske spor", det vil sige DNA-holdigt materiale som blod og væv fra alle tre forsvundne i huset.
Politiet kan dermed slå fast, at det var Marianne og hendes to sønner, der blev udsat for en forbrydelse i huset - og ingen andre. Efter mordene er ligene blevet parteret og kørt væk i affaldssække, mener politiet.
"Det styrker vores opfattelse af, at huset er gerningsstedet og der er nu ingen tvivl om, at familien er dræbt dér," siger kriminalinspektør Niels Larsen.
"Foreløbig har jeg kun fået en opringning fra retsgenetikerne, så jeg vil ikke ind på, hvad det er for spor, der er analyseret og hvor de er fundet i huset, før jeg har en endelig erklæring," siger kriminalinspektør Niels Larsen.
Det er kun få spor ud af mange, som retsgenetikerne indtil nu har undersøgt - men konklusionen er alligevel klar: DNA-profilerne fra de makabre spor, som kriminalteknikerne har sikret i huset, passer på de tre forsvundnes DNA-profiler.
Så sent som i går fandt politiets teknikere, der fortsat undersøger huset på Nørregårdsvej, nye biologiske spor, der kan bruges til DNA-analyser.
Politiet er i den heldige situation, at læger, der har behandlet både Marianne Pedersen og sønnerne, stadig havde blod-prøver fra dem. De kan så bruges til DNA-analyser, der sammenlignes med sporene fra huset.
Hvis politiet både havde stået uden lig og uden blodprøver til DNA-profiler fra de tre forsvundne, havde det været nærmest umuligt at bevise, at blodsporene i huset stammede fra mor og sønner.
Men nu kan politiet - selvom ligene aldrig skulle blive fundet - bevise, at de er ofre for en gal morder.
"Vi har rigtigt mange spor, der skal undersøges, og de har foreløbigt kun analyseret nogle af dem - men alligevel er der fundet DNA-profiler fra alle tre," siger kriminalinspektør Niels Larsen.
I huset og garagen, hvor politiet mener, at ligene er blevet parteret, er fundet masser af spor, der kan DNA-analyseres:
I køkkenet lå en blodig gummihandske med vrangen vredet ud, afvaskede knive med blodrester og en skuresvamp, der reagerer kraftigt for blod.
Der var blodspor på badeværelset, i brusekabinen, i fugerne mellem og i afløbet. Blod på Marianne Pedersens sengetøj, og blod var sivet ned i Brians madras i børneværelset. I garagen blev der fundet en stump knoglevæv på en gange halvanden centimeter, en halv tand med plombe samt benstumper.
Blod og væv var sprøjtet op af væggene og i en plade og i betongulvet blev fundet økse-hug, hvor der var blod i hug-rillen. Et sofabord, der var opmagasineret i garagen var sprøjtet til med blod.
Det foreløbige svar fra retsmedicinerne omfatter kun spor fra huset på Nørregårdsvej. Nu venter politiet meget spændt på analyser af blod-spor fra klub-værelserne på Strandvejen, hvor den mord-sigtede Peter Lundins 65-årige far, Ole Lundin, bor i nummer 509 og 510. Han havde desuden lejet et værelse, nummer 410, til sønnen Peter.
På Strandvejen har politiet blandt andet fundet følgende blod-spor, der nu DNA-analyseres for at slå fast, om sporene stammer fra Marianne Pedersen og børnene:
På en træ-plade er fundet blod-stænk.
På ydersiden af døren til Peter Lundins værelse 410 er fundet en blod-plet.
På støvskærmen til et TV af mærket Orion, der er stjålet fra Marianne Pedersens hus, er fundet en fedtet plamage af blod.
På en dyne er fundet en lille blodplet på kun en halv gange en halv centimeter.
På ydersiden af døren til Ole Lundins værelse 510 er fundet blod-afsmitning.
På tapetet ved køkkenvasken er fundet en blodplet.
På en økse i Ole Lundins værktøjskasse, mage til dén, som Peter Lundin købte i Metro 20. juni, og som formodes brugt til patering af ligene, er fundet smudsigt støv iblandet blod.
På en skive til en vinkel-sliber er fundet blodspor.
På en nedstrygerklinge er der blod.
På løse klinger til en fuksvans (en sav) er formentlig også fundet blod.
Ole Lundin, der ligesom sønnen sidder varetægtsfængslet frem til 2. august, har indtil nu ikke givet nogen forklaring på blodsporene i klubværelserne. Han har siden fængslingen nægtet at tale med politiet, men under første afhøring sagde han, at øksen fik han forærende af sin søn.