Ifølge Independent handlede de første rygter om et mystisk rovdyr, der åd og dræbte dyrelivet omkring landsbyen i Gloucestershire og skræmte beboere og hundeluftere i området.

Især efter at to hjortekadavere blev fundet - det første nær landsbyen Dursley og det andet af en vandringsmand nær Strout.

- Jeg kunne allerede fra lang afstand se, at der var tale om en hjort, og at der var en masse rødt. Det var meget tydeligt, at den var blevet spist af noget - noget meget stort, siger manden, der ikke vil stå frem med sit navn, til Independent. 

Fra pub til landsdækkende medier
Hurtigt bredte historierne om en mystisk dræberkat sig fra de lokale pubber til overskrifter i flere store britiske medier, og senest har anerkendte forskere fra Universitet i Warwick sikret sig dna-materiale fra de to hjorte.

Dna-spor, der vel at mærke forventes at stamme fra drabsdyret.

De lokale er spændte på, hvad dna-testen vil vise, og indtil videre har forskerne konkluderet, at kadavrene er skadet på en måde, der peger på et kæmpestort kattedyr.

Det er især skader omkring hjortenes halsområde, pelsen, der er flået i stykker, og maven, der er flænset op, der tyder på en stor kat, skriver Independent.

Mange historier om mystiske katte

Historier om store dræberkatte er ikke sjældne nær de engelske skove.

Med mellemrum indløber rapporter fra folk, der mener, at de har set mystiske kattedyr, og Rick Minter, der har skrevet bog om de store britiske katte, mener, det er på tide med en videnskabelig undersøgelse.

- Jeg får konstante tilbagemeldinger fra folk, der siger, at dyrene bør studeres, siger han til Guardian.

Samme melding kommer fra naturværnforeningen National Trust.

- Dette er spændende og en mulighed for at løse et mysterium gennem videnskab, siger en talsmand fra naturværnsforeningen.