Der bør vanke alvorlige straffe til danske landmænd, der ikke formår at holde sig inden for lovens rammer, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening (DN) der nu kræver, at gårdejere fratages retten til at drive landbrug, hvis de bruger forbudte giftstoffer eller gødning.

DN-præsident Ella Maria Bisschop-Larsen er rystet over afsløringerne af den omfattende import og handel med ulovlige stoffer inden for landbruget.

- Kontrollen med, at vores drikkevand er rent og fødevarerne ikke indeholder for store giftrester, er baseret på tilliden til at landbruget kun bruger giftstoffer, som er godkendt til brug i Danmark. Så den ulovlige import betyder reelt, at vi ikke kan være sikre på, at myndighederne ved om vores drikkevandet og fødevarerne er forsvarlige at indtage, siger hun.

- Dertil kommer, at de virkemidler folketinget vedtager for at nedbringe belastningen af sprøjtegift og næringsstoffer i natur og miljø kan være utilstrækkelige, tilføjer Ella Maria Bisschop-Larsen.

Bag afsløringerne står dagbladet Politiken og DR-programmet »Bag facaden«, der har kontaktet en række mellemhandlere og spurgt, om det er muligt at købe ulovlig sprøjtegift og gødning. Og det er det. viser erfaringen.

- Det ser ud til, at der er tale om en systematisk og planlagt omgåelse af gældende lovgivning. Landbrugets organisationer bør i en fart få sat en stopper for ulovlighederne, og politikerne bør nu drage konsekvensen og fratage landmanden retten til at drive landbrug, når han vælger at gamble med vores grundvand, siger præsident Ella Maria Bisschop-Larsen.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) er også rystet over den ulovlige handel, men foreløbig vil hun nøjes med at stramme opsynet.

- Vi har et team, der arbejder benhårdt på at afsløre den sorte handel. Jeg har strammet kontrollen hos landmændene med 500 målrettede kontroller i jagten på sort gødning. Men vi arbejder hele tiden på at gøre kontrollen bedre, og på baggrund af mediernes afsløringer vil vi naturligvis holde et endnu skarpere øje med både leverandører og landmænd i vores kontrolkampagner, siger Mette Gjerskov.