Det er en topmotiveret og smilende Anna Holm Baumeister, BT møder hos Nordea-fonden i den historiske Heerings Gård på Christianshavn op til søndagens Copenhagen Half Marathon.

Var den 27-årige bornholmske Viking-pige nervøs før verdensklasseløbet gennem dronningens by eller trykket af stemningen i den imponerende ramme for Dansk Atletik Forbunds pressemøde med nogle af verdens bedste løbere og et større opbud af mediefolk med mikrofoner og blokke, så skjulte hun det godt.

»Jeg føler mig i god form og er sulten. Det er min første konkurrence siden Etape Bornholm. Jeg glæder mig ekstremt meget,« siger hun med et stort smil.

»Jeg ved godt, at der er forskel på træning og konkurrence, men lige nu er jeg bedre end nogensinde.«

Anna Holm Baumeister er et af de danske hovednavne i det mest prestigefulde atletik-DM nogensinde.

Copenhagen Half Marathon med syv mandlige løbere under de magiske 60 minutter er et fornemt follow up til sidste års VM, som for alvor satte dronningens by på atletikkens verdenskort.

»Jeg håber ikke, det blæser for meget, men er vejret med os, håber jeg på en personlig rekord omkring 1.13,« siger Anna Holm Baumeister.

Hun er storfavorit til DM-guldet med løbere som Louise Langelund Batting og Maria Sig Møller som de farligste konkurrenter. Flere afrikanske løbere og franske Christelle Daunay har personlige rekorder omkring 1.08-1.09, så dem må hun kigge langt efter.

Anna Holm Baumeister står midt i karrierens bedste sæson med flere store highlights med sejrene på alle fem etaper i Etape Bornholm som de mest lysende.

»Er man bornholmer, kan det næsten ikke være større. Efter en lille håndfuld anden- og tredjepladser var det skønt endelig at stå øverst på podiet,« siger hun med et stort smil.

Også den personlige rekord på halvmaraton i City-Pier-City i Den Haag i Holland med 1.14.19, DM-guldet og andenpladsen ved de nordiske mesterskaber på 10.000 meter i bornholmsk rekord 33.56, sejren i Eventyrløbet i Odense og den bornholmske rekord på 3.000 meter på 9.13 vejer tungt.

Siden 2013 er Anna blevet trænet af Claus Hechmann, og hun balancerer sin professionelle karriere som journalist og sine ambitioner som løber med arbejdet inden for pr og kommunikation i Claus Hechmanns testcenter.

Privat bor hun i Brønshøj sammen med sin mand, Thorsten Baumeister, og hun træner i Utterslev Mose suppleret med intervaltræning i Sparta.

»Claus Hechmann har en stor del af æren for min fremgang. Det betyder også meget, at jeg har trænet kontinuerligt uden skader i over et år,« siger hun.

Anna Holm Baumeister er ikke en pige, der blev pakket ind i vat og bomuld af sine første trænere, forældrene Mette Holm Hansen og Henrik Jørgensen. Som 12-årig debuterede hun på landsholdet ved de nordiske mesterskaber i cross.

»Jeg har altid haft lyst til at konkurrere. Det har været med til at ruste mig, at jeg tidligt fik hård modstand og en fornemmelse af, hvad det ville kræve at nå til tops. Mine forældre vejledte mig, men pacede mig aldrig frem eller lagde pres på mig,« siger hun.

Efter Copenhagen Half Marathon står to løb højt på programmet for Anna Holm Baumeister: Eremitageløbet 4. oktober og Frankfurt Marathon 25. oktober.

BTs klassiker i Dyrehaven afvikles for 47. gang, og den bornholmske familie har sat et markant fingeraftryk på verdens ældste motionsløb med ti sejre.

Henrik Jørgensen vandt fem gange i perioden 1985-90 og har løbsrekorden med 38.40 fra 1987. Mette Holm Hansen scorede hattrick i første halvdel af 80erne. Og Anna kan i år gøre sin mor kunststykket efter.

Hendes mål er ikke blot at vinde sin tredje sejr på stribe, men også at slå moderens familierekord på 45.48. Hun var sidste år fire sekunder fra Mettes tid.

I Frankfurt Marathon debuterede Anna på de klassiske 42,195 kilometer i 2014 med 2.39.13. Det gav hende en niendeplads på alle tiders danske rangliste. Hun lægger ikke skjul på, at hun meget gerne vil skære et par minutter af tiden, men respekten for maraton er stor.

»Maraton er ubarmhjertig, hvis det ikke lige kører. Det oplevede jeg i Hamborg i foråret, hvor jeg ramte muren med et brag og udgik efter 34 kilometer. Jeg havde haft noget i kroppen op til løbet og løb for stærkt i forhold til dagsformen. Jeg betalte prisen og lærte meget,« siger hun.

Skal Anna til OL næste år i Rio de Janeiro, skal hun under 2.35.15. Og der er blot to skud i bøssen.

»Lykkes det ikke i Frankfurt, er der kun et forårsmaraton tilbage. Copenhagen Half Marathon giver et fingerpeg om mine olympiske chancer,« siger hun.