Discount-sejlere får støtte
Dansk sejlsports billigste OL-projekt kører med fuld skrue frem mod VM. Star-sejlerne Benny Andersen og Mogens Just er netop blevet lovet støtte fra Team Danmark, men endnu har de ikke selv set beløbets størrelse.
Dansk sejlsports billigste OL-projekt kører med fuld skrue frem mod VM. Star-sejlerne Benny Andersen og Mogens Just er netop blevet lovet støtte fra Team Danmark, men endnu har de ikke selv set beløbets størrelse.
Forleden var der flere meldinger om, at Team Danmark ville støtte dem med 200.000 kroner.
"Men det er helt forkert. De får et pænt beløb, men det er langt fra i størrelsesorden 200.000 kroner," siger landstræner Kim Christensen, der kan se frem til en OL-støtte af blot 10 måneders varighed.
Benny Andersen og Mogens Just kan ellers sagtens bruge 200.000 kroner, idet de indtil videre ikke har haft nogen sponsorer til at støtte deres OL-satsning.
"Vores kassekredit har det ikke helt så godt, og uden penge fra Team Danmark havde det måske betydet afslutningen på vort projekt."
"Og det ville ærlig talt have været for surt, når vi allerede selv har brugt 100.000 kroner. Det kommende VM i USA til maj bliver heller ikke billigt, og det er jo her vi skal kvalificere os endeligt til OL i Sydney," fortæller Benny Andersen, der netop er vendt hjem sammen med makkeren fra et et stævne i USA.
Sagen omkring Benny Andersen og Mogens Just er, at de sådan set allerede sidste år klarede Danmarks Idræts-Forbunds OL-krav om en 10. plads ved VM.
Ved den lejlighed havde den internationale sejlunion (ISAF, red.) blot ni OL-pladser at gøre godt med, og derfor blev der ikke plads til Benny Andersen og Mogens Just.
De var således lige nøjagtig en plads fra at sikre sig OL-pladsen ved den lejlighed, hvor der deltog to danske både og 40 italienske.
Kampen om den sidste plads stod mellem Danmark og Italien, og med den konkurrence var mulighederne ikke optimale for Benny Andersen og Mogens Just.
De to har imidlertid kæmpet videre for at nå deres stor mål.
"Vi har både haft lysten og motivationen. Nu ved vi også helt nøjagtig, hvad det hele drejer sig om. Der er otte OL-pladser ved det kommende VM, hvor vi skal placere os blandt de 17 bedste nationer. Og det bør vi selvfølgelig kunne klare, for ellers har vi heller ikke noget at gøre ved OL," konkluderer Benny Andersen, der også får tid til at passe et job som fiskeeksportør.
Grundet de manglende økonomiske muligheder har træningsmægnden ikke været optimal, men Benny Andersen og Mogens Just har dog været en tur på Gardasøen.
Hvis de kvalificerer sig til OL, rejser de til Sydney fra juli og frem til september.