I fredags offentliggjorde politiken.dk og flere andre medier en liste med 23 navngivne banker, der alle angiveligt har fået alvorlige advarsler fra Finanstilsynet, i form af en såkaldt ’risikooplysning’. En advarsel, der skulle indikere, at den givne bank er risikabelt drevet.

Men ifølge en direktør fra en af bankerne på listen, så er der tale om forkerte oplysninger, når man skriver, at en risikooplysning er det samme som en alvorlig advarsel.

- Det er stærkt bekymrende, at man kan behandle den her liste så unuanceret - uden overhoved at læse nærmere, hvad f.eks. en risikooplysning er, fortæller bankdirektør i DiBa Bank Petter Blondeau til B.T.

Den risikooplysning som DiBa Bank modtog fra Finanstilsynet efter en inspektion tilbage i foråret 2010, drejer sig om, at Finanstilsynet anbefaler, at banken sætter en grænse for, hvor meget den kan låne ud til en enkelt kunde. Og en grænse for hvor meget banken kan låne ud inden for en enkelt branche.

Peter Blondeau mener, at det store problem opstår når det i mediebillede bliver nævnt igen og igen, at bl.a. hans bank er i fare for at krakke.

- Det er et problem for os, fordi jo mere det bliver nævnt rundt om i forskellige medier, jo mere tror folk på det. Og det kan have en uheldig effekt for eksempelvis vores bank, siger Petter Blondeau.

Hvor vidt det samme gør sig gældende for de andre banker på listen, er ikke noget Petter Blondeau vil gøre sig klog på. Men han kan afkræfte, at hans bank har problemer.