Der er gang i en magtkamp i bestyrelsen i Didier Drogbas kinesiske klub Shanghai Shenhua, og der har derfor længe kørt rygter om, at Drogba og hans franske holdkammerat Nicolas Anelka var stillet fri af deres kontrakter.
Drogba-lejren har imidlertid afvist, at det skulle være tilfældet. Alligevel fortsætter engelske og italienske medier med at skrive historier om klubber, der vil hente den 34-årige ivorianer tilbage til Europa.
Nu er det så The Sun, der skriver, at Arsenal er gået ind i jagten på Drogbas underskrift, ligesom Liverpool, Real Madrid og Juventus også skulle være interesseret.
Arsenal leder efter en målfarlig angriber, der kan erstatte Robin van Persie, der er blevet solgt til Manchester United. Den tidligere Montpellier-angriber Olivier Giroud har indtil videre ikke vist at være manden, der kan løfte arven efter Van Persie, og derfor skulle Arsene Wenger altså have kastet sin kærlighed på Drogba, selv om det på ingen måde vil være en klassisk Arsenal-signing, idet Wenger normalt går efter billige, unge spillere.
Didier Drogbas løn i Shanghai Shenhua på 200.000 pund om ugen vil blive den største hurdle.
tipsbladet.dk