Der er brug for en mentalitetsændring hos de danske politikere, så fokus flyttes fra den offentlige til den private sektor. Det helt grundlæggende spørgsmål er, hvordan man styrker danske virksomheder.

Det er meldingen fra den administrerende direktør for Dansk Industri, Karsten Dybvad, efter statsministerens åbningstale i Folketinget. Dybvad noterer sig, at Helle Thorning-Schmidt (S) taler varmt for at få gang i beskæftigelsen, men hun glemmer, at virksomhederne spiller en central rolle.

- Vi hører en klar erkendelse fra statsministeren og regeringen af, at vi har nået smertegrænsen for skatter og afgifter herhjemme, fordi det koster os vækst og arbejdspladser. Nu er der behov for at følge den erkendelse til dørs med konkrete, politiske forslag til, hvordan vi styrker virksomhedernes konkurrenceevne, siger DI-direktøren.

- Desværre byder statsministerens tale ikke på yderligere bud på, hvordan vi forbedrer virksomhedernes vilkår og dermed for alvor baner vejen for flere virksomheder i vækst, konstaterer han.

Karsten Dybvad er til gengæld tilfreds med, at regeringen vil reformere den danske folkeskole.

- Danmarks fremtid starter i folkeskolen, og vi bakker i erhvervslivet kraftigt op om målet om en bedre folkeskole med et klart fagligt fokus på grundlæggende kundskaber i dansk og matematik. Vi er også helt enige i behovet for, at en større del af lærerens arbejdstid foregår i klasseværelset sammen med eleverne, siger han.